Forfatter: th@webmap.dk

tangoherrer

Martins juleønske til tangoherrer!

“You want the lady with the music in your arms; not tear her hair out trying to guess and follow your next move. Only then the lady will return to her seat quivering with happiness from the dance.” citat: Javier Rodriguez i Javier Rodriguez: The Talented Mr Rodriguez

Disse sublime sætninger kommer fra en andens blog hvor en af de største tango navne Javier Rodriguez fortæller omkring herrens rolle i tangoen i forhold til sin kvindelige partner. Når jeg læser disse tanker så får det mig til at tænke på nogle af de ting som vi tango lærere hører alt for meget fra mange af de kvinder som vi underviser i det daglige.

“Hvorfor følger du ikke min føring?”, “Du spænder op på den her måde”, “Kom længere frem med brystet”. Disse “tips” refereres ofte som sagt på en milonga til kvinderne. Og det er ikke med HAPPY FACE at det bliver sagt.

Desuden ser jeg desværre også ofte på practica”er og milonga”er en del herrer stå og undervise ofte helt nye kvinder i totalt umulige tango trin og kombinationer som ligger langt over det niveau, som den pågældende kvinde har en chance for at føle sig tilpas i. Du har et ansvar for at disse kvinder for en lang og dejlig tid med tangoen.

For det meste er jeg godt klar over at feedbacken bliver givet med en absolut positiv hensigt og at man fører ganchoen for at hun kan få fornemmelsen af at danse “rigtige” tangotrin og ikke kun caminada og ochos. Det er bare sjældent at det er det budskab høres hos den anden.

Kære tango herrer, milongaen er sted hvor man kommer for at danse og nyde musik og godt selskab og med intention om at gå glad fra gulvet efter endnu en lækker dans. Det er IKKE et sted hvor man underviser andre. Undervisning på dansegulvet er et absolut NO GO. Det sker i undervisningslokalet.

I kvinder har også et ansvar. Lad nu være med at acceptere dette. Hvis du har været ude for at blive rettet på, så dans ikke med vedkommende igen; også selvom det betyder endnu en tanda uden dans. Hvis det sker så sig f.eks.: “Tak for tips, men lige nu danser jeg”. “Tak, kan vi mødes for at træne hvor VI kan udveksle erfaringer?”. “Undskyld, men mine ører og mine fødder fungerer altså ikke samtidig, så er du sød ikke at snakke mens vi danser?”. Hvis disse tips ikke fører til ændringer så sig tak for dansen med det samme.

Hvis man har brug for inspiration til feedback så læs Koljas blog her på siden.

I det hele taget prøv at vende tingene lidt på hovedet. Hvis du fører med mindre kraft og lader damen danse mere, så kan det være at hun spænder lidt mindre i sin højre arm, og at hun kommer længere frem til dig. Det kunne være, at hun kunne følge din yndlingsfigur på en anderledes måde, så du bliver inspireret til at mærke og danse den anderledes næste gang.

Udgangspunktet er at vi gerne ser så mange danseglade folk på milongaen, både mænd og kvinder.

People who dress nicer, dance nicer

People who dress nicer, dance nicer

‘People who dress nicer, dance nicer’ eller: ‘Är detta en practilonga?’

Meget kan siges om dresscodes, påbud, forbud og Emma Gad’ske do’s & don’ts indenfor tangomiljøet. Og efter rejser til forskellige lande og mange tangoforeninger og miljøer i varierende størrelse har jeg fået bekræftet om os og om vore nærmeste naboer.:

1) Tyskerne gider godt regler. Formalitet er udtryk for god stil, umage, og en fuldstændig integreret del af deres ‘tangokendskab’

2) Svenskerne er glade for regler. Og følger dem. Og udbreder dem uden at nogen fornærmes over dét.

3) Danskerne gider generelt ikke regler.

Senest udtrykt af en svensk gæst på TangoZoo: “Sig mig, är detta egentligen en milonga? Eller kanske mere en practilonga?” Han kunne ikke se forskel. Kort efter var jeg i Malmö at give show med Martin på Clandestino. Vi var der hele aftenen og en ting stod tydeligt: svenskerne så bare godt ud på gulvet. Uanset niveau blev formaliteterne overholdt og gjorde et sammenhængende sympatisk indtryk; fra påklædning til cabeceo til overholdelse af koderne på gulvet til præcisionen hvormed fødderne blev placeret.

Lad mig drage en hastig konklusion: ‘People who dress nicer dance nicer.’

Det er noget med, allerede når man forbereder sig på aftenen at beslutte sig for gøre sig umage. At vælge at tage den pæne kjole på medfører, at jeg retter mig op fysisk som mentalt. (Jeg bander altså væsentligt mindre i stilletter end i træningssko). Formaliteter betyder noget, for de definerer en setting og en mental indstilling.

For at vende tilbage til Martins Juleønsker til Herrerne; der er måske en grund til at folk kritiserer hinanden på milongaerne i Kbh, og det er at vi ikke holder på formerne og der derfor er dømt “øvelokale” over hele linien. I et øvelokale er præmissen, at vi er ved at lære / forbedre, hvortil der hører feedback / kritik, ikke at danse.

Når jeg er på milonga vil jeg behandles som en dame, klæde mig på som en dame, opføre mig som en dame, nyde det gode selskab og det at folk gør sig umage. Og så vil jeg danse! Uden at være øveklud, uden at bumpe ind i nogen, uden at få tips eller kommentarer på figurer eller referencer til undervisningssituationer. Jeg vil danse med skønne, velkædte herrer i tørre skjorter, med respekt for formerne og gulvets flow, guidet af dj’ens valg af musik og værtens oplæg til stemning. Jeg vil inspireres af smukke kvinder i deres mest flatterende outfit. Jeg vil opleve milongaen som en magisk, æstetisk parentes fra hverdagen.

Og jeg har en særlig forkærlighed for præcise fødder, så please, please, PLEASE, sæt dem pænt, det gør mig så inderligt glad!

– Mette
Marts 2012

Lad Tangoen Tale af Bastian Borup med Brian Falk & Martin Nymann

Lad tangoen tale

Bastian Borup har skabt et lille tangoskrift, hvor vi gerne vil dele første udgave med jer. Det er et interview med Martin Nymann og Brian Falk om de mest gribende øjeblikke, cabaceo og kultur, angsten der vil forsvinde, lige meget hvor længe man danser, opbygningen af den gode milonga samt up-and-comming blandt verdens næste store stjerner på tangohimlen.

Brian Falk: “Jeg faldt over tango, fordi jeg troede det var flamingo. Nej, jeg faldt over tango, fordi jeg havde været ude og rejse i mange år og lyst til at lave noget med mere stil over, finde noget indre mand på en eller anden måde. Og der havde jeg egentligt tænkt at jeg skulle danse flamingo. Jeg havde set Carmen i gymnasiet i spansk og tænkt, at det der er da maskulint. Jeg havde ikke set de højhælede og de helt stramme bukser. Jeg tænkte, at det var nok et stiltræk fra 80erne. Men så var der ikke noget flamingo i Århus, eller jeg fandt ikke ind til det, og så var der pludselig en mulighed for noget tango. Jeg kan tydeligt huske den første time, jeg dansede med en norsk pige, som havde prøvet det før og som havde sådan et knaldrødt hår. Hun førte mig i hele den første time i de otte grundtrin, tilbage, til siden…”

Læs hvordan man bevæger sig hjem fra sådan en tur og meget mere: Lad tangoen tale juli 2012.

why cecilia

Why Cecilia Gonzalez – by Hany & Bryndis

Normally you will read the sales pitches for a visiting teacher. And we do have one too. Please read at the bottom. However, Hany and Bryndis here give there own personal account of what it is to be in the hands of Cecilia Gonzalez.

Bryndis:

In the time when tango became an important part of my life, I searched for a role-model, a female dancer I could learn from. I was watching numerous videos on the internet and was so lucky to stumble over one that immediately caught my eye. A performance with Fabian Salas and. Cecilia Gonzalez. Her way of dancing intrigued me and she was the one I wanted to learn from. I met Cecilia the first time in Buenos Aires and took privates with her. My finding was, that Cecilia is not only a great dancer, but as well a wonderful person, radiating warmth and joyfulness. We immediately became friends and during the next years she became my and Hany’s tutor in all tango aspects.

What intrigues me the most with Cecilia’s dance style are her long lines, the flow and subtlety of her movements, not disturbing the music with too many adornos, which makes her dance clear and aesthetic. I would consider her a very “classical” dancer and that is exactly what I aim for myself.

Hany:

Bryndis asked me to take classes together with Cecilia, as she had decided that Cecilia was the one she wanted to learn from. I happily agreed to this idea and so we had our first class in Palermo, a wonderful part of BA. Cecilia is a very nice and gentle person, in her teaching she is very exact and demanding. I appreciated her forwardness and bluntness even though it was quite hard for my ego. Cecilia gave me through the years a great understanding of the dance, inspired me to listen more to my body than my brain and being more daring in my improvisation. Always with the notion that my partner is nr. 1, 2 and 3.

Today I appreciate being Cecilia’s friend and enjoy a great deal to dance with her, as it is great joy and fun to do so. I am looking very much forward for her coming to Copenhagen.

Book workshops with her. You can also book privates by writing Bryndis an email: bryndis@m2tango.dk

We are proud to welcome Cecilia Gonzalez to M2tango Studio. It will be her first visit to Denmark. Don’t miss the opportunity to learn from one of the important female dancers of our generation

Cecilia González is an exquisite dancer who, since 1995, has worked with the most reknown Argentinean dancers of her generation, as Fabian Salas and Chicho Frumboli. Her dancing is characterized by her technical precision, the fluidity and elegance of her movements, and a remarkable capacity to improvise. Cecilia effortlessly shares her extensive knowledge and passion with her students. She is regularly invited to international Argentine tango festivals and teaches workshops around the world. In the last years she has worked with Donato Juarez, Somer Surgit and Ney Melo, as well as Julio Balmaceda. Cecilia also frequently gives workshops alone, as she both leads and follows in her teaching.

Videos:

8. april, 2013 – Martinnymann

roller

Tangoens Roller

Hvad skal det hedde? Fører og følger? Herre og dame? Leader og follower?

Jeg kalder det Dame og Herre. Og det har en lille smule med kønsroller og milongaens koder at gøre, og i endnu højere grad at gøre med de forskellige kvaliteter, der ligger i dansens roller og at sætte pris på dens andens rolle og opgave.

For mig er Fører og Følger simpelthen ikke nuanceret nok. Jeg synes ikke, at de dækker alle de spændende nuancer og kvaliteter, der ligger i de to roller. Ordet følger er for mig med til at skabe en passiv rolle. Damen følger ikke bare, men er aktivt medskaber af dansen med sin måde at udtrykke sig musikalsk og æstetisk i hver eneste bevægelse. (OBS: det er ikke det samme som at dynge pynt over det hele, eller gå imod føringen).

Det samme gælder for ordet Fører. Man fører ikke blot i den rolle; frem for alt DANSER man, mens man inviterer og lytter til sin partner. Dansen tilpasses partneren, og Herren følger på den måde også sin partner. Jeg ser alt for mange, som fører en hel masse trin, og så glemmer at danse selv. Der kommer en optagethed af, om man ‘får det man bestiller’ hos sin partner, i stedet for at tilbyde dem én at danse med.

For mig handler rollerne Dame og Herre om den energi, der er i rollerne. En mere blød, lyttende, fortolkende og feminin energi i Dame-rollen, og en mere grounded, beslutsom og maskulin energi i Herre-rollen. Og det kan netop være sjovt at lege med energierne og de forskellige roller, forfine energien – og bytte!

Det er jo ikke militæret, det hér; al respekt til dem – de gør det, de er gode til, pardans er noget andet… Det måtte meget gerne læne sig op ad det sociale, det æstetiske, musikalske, energetiske, personlige, endda kunstneriske, og dér må vi være hele mennesker, med mange nuancer og krinkelkroge. De udtrykkes – for mig – bedre ved ‘Dame’ (som er en person)  end ved ‘Følger’ (som er en funktion). Ikke at jeg vil definere, hvordan damer er; jeg vil blot åbne for at der er mere til tangoen end at udstikke og følge dessiner.

Nogle har deres grunde til at foretrække at kalde det Fører og Følger; jeg danser med stor fornøjelse Dame og Herre.

Abrazos
– Mette

ikke mand, når jeg fører i dansen

Jessica: Jeg er ikke mand, når jeg fører.

Jeg siger klart mest følger og fører. Man er jo svensk feminist (griner). Jeg er ikke mand, når jeg fører. Men der er en anden energi i førerrollen, end den energi der er i følgerrollen. Man kan tale om en maskulin og feminin energi – eller om yin og yang. Jeg elsker Changing Roles og at lege med de forskellige energier. Den, som fører, har ansvar for strukturen.

Følger-begrebet er lidt specielt, da det hedder følger, men rummer meget mere end blot at følge. Følgeren inspirerer og kommer med forslag til føreren. Fører og følger er for mig en ramme, som vi siger ja til, når vi danser. Følger-rollen rummer en vis hengivelse. Jeg siger ja til, at jeg vil følge føreren. Men følgeren er langt fra et blankt stykke papir. Du er medskabende og kan komme med masser af energi og musikalitet i den rolle. Jeg taler om og ønsker at se en lyttende fører og en aktiv følger.

Det er vigtigt for mig, at man finder sin egen måde at danse på. Jeg er ikke glad for begrænsninger, da det kan blokere kreativiteten. Tango kan godt blive en normativ boks, men det er vigtigt for mig, at jeg har mig og min personlighed med i dansen. Der skal være plads til mit indre legebarn. Jeg vil have mulighed for at prøve forskellige roller, udtryk og måder at danse på. det skal være muligt at skifte udtryk og være den, man er netop den dag. Nogle dage kan jeg have super meget energi at komme med i dansen, og andre dage ønsker jeg mere at hengive mig. Jeg bliver gladere, når jeg slipper behovet for at præstere noget.

Lige fra jeg begyndte at danse tango, har jeg ført. Jeg kunne ikke holde ud at sidde og vente – og jeg var vildt dårlig til cabeceo. Så ofte tog jeg førerskoene på. Og sammen med skoene tog jeg også rollen som fører på. Desværre kan det godt skræmme mændene lidt fra at byde en op, når man fører. Men efterhånden virker det mere og mere okay, og ikke så skræmmende. Og det er jo dejligt og befriende.

De senere par år har jeg valgt at fokusere mere på følgerrollen. I starten var jeg mere afslappet i førerrollen, da jeg ikke havde samme behov for at præstere noget. Jeg ville gerne kunne være lige så afslappet i følgerrollen. Og det er også lykkedes.

– Jessica

tangokoryfæer

Hvad skal vi med tangokoryfæer?

Hvad skal vi med tangokoryfæer?

Det har altid undret mig, hvorfor tangokoryfæerne – de gamle maestros, som har danset tango hele deres liv – har så stor betydning for argentinerne og dermed også for tangoen.

Der er selvfølgelig det, at argentinerne har en helt anden tilgang til koryfæer og idoler. Som eksempelvis Maradona, som tiltrods for kokainmisbrug og andet stadigvæk betragtes næsten som en gud. Uden sammenligning med tangokoryfæer i øvrigt.

Jeg har virkelig undret mig over, hvorfor de er så vigtige, og at de ofte bliver nævnt, man snakker om tango med en argentiner.

Fornylig døde Osvaldo Cartery, som blev hyldet for sin store betydning for tango, og man talte om at en stor maestro var gået bort, i høj grad også fordi rigtigt mange kendte ham og han var en yderst sympatisk mand. Men så mødte jeg en god argentinsk ven, German, som havde været venner med Osvaldo. Jeg spurgte ham: “Hvad er det de kan? Hvad er det de betyder?” Germans svar var: “Det er noget I europæere ikke forstår.”

Det vidste jeg godt. Men hvad er det så? Den tradition og kultur vi danser i har en oprindelse, som er repræsenteret af koryfæerne. Det er en tradition, der er værd at holde fast i, og som vi indskriver os i og som bliver levendegjort af tangokoryfæerne. Den forbindelse har vi ikke i Europa, eller rettere den er meget sporadisk via youtube og enkelte workshops.

Disse gamle maestros har en speciel måde at forklare tingene på. Det er kort og præcist, og man kan mærke, det er noget, de har levet på deres krop. German fortalte mig en historie: “Forestil dig de her mænd. Noget af det eneste, der har betydet noget for de her mænd, har været tangoen. De har taget deres fineste jakkesæt på og kommet på milongaen. Det har muligvis været deres eneste jakkesæt. Det har været mænd uden uddannelse, som er kommet for at få fat i den smukkeste kvinde i rummet, og helst fra en som har penge.” Da jeg hørte den historie begyndte Carlos Perez’ ord om, hvordan mandens holdning skal være, så hans jakkesæt sidder perfekt, og at kvinden skal holde på manden, så hun ikke krøller jakkesættet, virkelig at give mening. Hvis det ene jakkesæt, man har, bliver krøllet, så er det ikke sikkert, at man har råd til at fortsætte jagten.

Hvis man vil forstå mere, hvilken betydning tangokoryfæerne har, vil jeg varmt anbefale at tage ind og se dokumentaren “Our Last Tango” om Maria Nieves og Juan Carlos Copes, som bliver vist på CPH:DOX. De er parret som har defineret scenetangoen for alvor, og Maria Nieves løfter tangoen fra bare at være en dans til at være kultur og noget levet.

– Martin

Our Last Tango – 6., 10., og 15. november. CPH:DOX

kærlighedens dialog

Kærlighedens Dialog

Det Kgl. Teaters Gregory Dean har i et program for Dans2Go / Svanesøens hvide akt 2016 skrevet en artikel om hans rolle som partner i en pas de deux. Det var interessant for mig at få en mands syn på det og også at reflektere over min egen rolle i tangoens pas de deux – showet.
I bund og grund handler partnering for mig, uanset rolle eller dans, om – som en god ven formulerer det – ‘At få andre til at lykkes’.

Gregory Dean skriver at hans rolles “eneste formål [er] at ville vise alle min partners evner og skønhed frem”. Det kan han koncentrere sig om at gøre, fordi en stor del af arbejdet (koreografens) er gjort på forhånd. Balletdanseren dialog starter der, hvor begge dansere allerede véd, hvad de skal; hvilken historie eller stemning de skal formidle, og kommer således til at handle om, hvordan de gør dét smukkest muligt.

Deres indbyrdes dialog handler om at pege på den tekniske kunnen og kunstneriske fortolkningsevne (særligt hendes) og på historien.

Tangoens improvisation har en anden præmis, idet herrens rolle både er danser og koreograf på samme tid; hele værket skabes mens han danser. Tangodanserens dialog handler derfor for mig om, hvad der mon skal ske, når netop disse to mennesker interagerer. Skønheden ligger i høj grad i samspillet i det skabende øjeblik, at denne dans aldrig kan gentages, og vi ved ikke på forhånd hvordan eller hvorhen, det vil bringe os.

Vores tekniske kunnen skal bruges til at pege på dialogen, som i sig selv er historien.

Never a Follower

Min fornemste opgave ligger i at holde det rum, som gør, at herren kan multitaske. Jeg hverken udfører eller følger, men svarer på og fortolker hans idé. Jeg plejer at sammenligne det med, at en komponist giver sit nye stykke musik til en musiker for at høre, hvad denne får ud af det. Det gør en afgørende forskel, om man giver det til den ene eller den anden musiker. Lyt til 5 udgaver af ‘La Cumparsita’; det er de samme noder på papiret, men fortolkningen er unægteligt forskellig fra Di Sarli til D’Arienzo. Det er dét, min rolle handler om.

Jeg véd, at jeg uafværgeligt lægger noget til, som er mit. Det må jeg bruge til at understrege, hvad jeg får uden at overdøve eller ændre, men fremhæve, forskønne, gendigte og spejle det tilbage til ham, så han kan inspireres og bygge videre på det.

Min teknik skal åbne muligheder for ham samtidig med, at min fortolkning peger på ham som skabende kunstner. Hver bevægelse er en kommentar eller kompliment til det, han tilbyder mig. En boleo svirper ‘Fed idé!’, en hurtig krusedulle i pivoteringen siger ‘åh, hvor godt hørt!’, et slørhaleben er en nostalgisk henvisning til det smukke, han skabte lige før, og som jeg ikke har sluppet endnu.

Jeg holder min partner mellem mine hænder og mit hjerte

For mig vil tangoens pas de deux forblive en kærlighedens dialog. Ikke den romantiske kærlighed, men en ubetinget opmærksomhed på min partners væren og kreativitet i øjeblikket og på min egen i samspillet.

Show-situationen tvinger mig paradoksalt nok til at sætte mit ego til side for at tjene det øjeblik.
Selvom det kan forekomme som en intenst angstprovokerende situation at stille sig derud foran alle de mennesker uden en plan, så er det den største befrielse, disse øjeblikke hvor mit ego ikke har taletid, og jeg takker af hjertet de partnere, som gennem årene har stillet sig derud sammen med mig.

Mette

Rejsen der aldrig ender

Tango: Rejsen der aldrig ender

Blogindlæg af Johanne Damkier, Underviser hos M2tango

Hvorfor egentlig tage til Buenos Aires?

Tangoen er efterhånden blevet så udbredt i Europa, at man kan få sine tangobehov dækket så rigeligt uden at bevæge sig over Atlanten. Der er et væld af festivaler, maratons og events med tilrejsende argentinske verdensstjerner, for ikke at nævne alle de etablerede skoler, der underviser på ugentligt basis. Ja det er en god tid at være tangodanser med alle de tilbud.

For mig startede min tangorejse i Buenos Aires for ca. 5 år siden. Jeg havde blot haft et par lektioner i London, hvor jeg boede på det tidspunkt. Ikke den mest inspirerende undervisning, men alligevel vidste jeg bare at tango, det var min dans, og indeni trak det for at komme til tangoens hjemland og lære det fra kilden. Så jeg samlede min spareskillinger og bestilte en billet til Buenos Aires. Jeg købte en bog om tango i Buenos Aires og en rejseguide til Argentina, som jeg fordybede mig på vej til og fra arbejde i undergrunden.

Da jeg så endelig ankom til Buenos Aires, følte jeg mig som en lille fisk, der netop opdager, at det ikke bare er en sø, man svømmer rundt i, men et hav af tango.

Nu er jeg her så igen for fjerde gang og den selvsamme følelse af at være en lillebitte del af noget stort og smukt vender tilbage. Hver gang lærer jeg nye ting, som jeg kan tage med hjem i kufferten og genopdager en ydmyghed for den rejse, det er at danse tango. For man holder aldrig op med at lære, man bliver aldrig færdig med at finpudse sin teknik og aha-øjeblikkene bliver ved med at dukke op. Heldigvis!

Som en af mine yndlingslærere sagde i et seminar: Når musikken går i gang, så tænder man for den indre lyskontakt, og det lys forbliver tændt resten af dansen.

Min rejse er kun begyndt, og jeg føler mig så privilegeret over at have muligheden for stadig at lære og samtidig at lære fra mig og dele mine opdagelser med mine elever.

– Johanne

tangokoryfæer

De har levet tangoens historie – Tangokoryfæer ll

Ifølge den gamle maestro Osvaldo Cartery, er det at være på en milonga noget specielt og vigtigt. Når man går, skal det være, som man skriver sit navn på gulvet. Det betyder, at man skal udtrykke sin egen personlighed i sin caminada og udtrykke det, man mærker i musikken overfor og med sin partner. For at kunne gøre det, skal du have connection til dig selv.

At turde dykke et lag dybere ned end bare være en kopi af alle andre, er også en del af tangoens form og historie. Det skal være sådan, at man skal kunne genkende én udelukkende ved at se fødderne, og den måde man går på.

 

To skoler inden for tango

Der er sket en ensretning af tangoen, som gør at tangoen mister noget af den mangfoldighed, som den tidligere har haft. I dag danser de fleste enten Tango Salón eller som Carlitos & Noélia, en moderne form for tango milonguero. Der er som sådan ikke noget galt med det, men det gælder om ikke bare at være en kopi, men vise sig selv. Det tager tid at finde sin egen stil og sit eget udtryk, og derfor er tangokoryfæerne med deres mange års erfaring interessante.

På et tidspunkt var der to skoler eller retninger inden for tango, hvor den ene havde meget lineære bevægelser og den anden mere cirkulære, som vi kender i dag. Grunden til, at den cirkulære skole blev udbredt, var at de dansere, som stod for den stilart, var mere tilgængelige rent personligt, og folk havde mere lyst til at gå til undervisning hos dem. De var ganske enkelt mere populære, hvorimod at de som repræsenterede den lineære skole var mindre tilgængelige og ikke særlig sociale.

Den generation, der kom efter, som Gustavo Naveira og Chicho, tog undervisning hos den cirkulære skole, og det har trukket spor op til i dag og været med til at definere Tango Nuevo. Det er dog til dels ved at ændre sig igen med Tango Salóns popularitet. Den præcision og skarphed, der skal til, kommer fra den lineære skole, og kan ses hos f.eks. Sebastian Arce og Mariana Montes.

 

Tangotraditioner

I det hele taget har nogle maestros været meget gavmilde med at overlevere tangotraditioner. For eksempel har de midt under en dans kunne finde på at råbe: “Hola, pibe! Caminas lindo!” (Hey, unge mand! Gå pænt!). De sørger for at overlevere en tradition, som de gerne vil have forbliver. Det kan være f.eks. opførsel, måden at gå på og danseretning. Det er noget, vi står og underviser i, noget vi har fået forklaret, men de har oplevet det og lært det ved at noget har fungeret. Der bliver en social kontrol, som i denne sammenhæng ikke er negativ, men en del af at have connection til andre omkring dig på dansegulvet.

Tangokoryfæerne har nogle sætninger, som bare bliver hængende hos en. For mig har det især været: “Tango es simple, pero no es facíl.” – Altså at tango er enkelt, men ikke let. Man lytter på en anden måde til de gamle maestros. De har ikke trænet teknik på den måde vi gør, men de har lært sig det selv, hvilket man også kan mærke i de forklaringer de kommer med. De er enkle og nemme at forstå. Fordi tangokoryfæerne har der her aura omkring sig, virker det på en måde, så man tænker, “Ja, selvfølgelig er det sådan.”

Vi har ikke disse koryfæer i Europa, og derfor forstår jeg heller ikke altid den tilbedelse, som argentinerne har af disse koryfæer. Men det er nogen, som man kan hænge traditionerne op på, og som har danset nærmest hele deres liv. De har oplevet tangoen og fået traditionerne ind på en anden måde.

Man kan næsten sige, de har levet tangoens historie.

Ny sæson 11. april 2016 med temaet Connections.