Marie Staun

Jeg åbnede døren til tango i 2010. I begyndelsen var jeg, som så mange andre, top frustreret og maksimalt udfordret. Dels var der det tekniske med at få min krop til at forstå, og gøre det den skulle: gå baglæns, hold balancen, tag i mod med foden, stræk op og ned(?), mærk centeret, ned med skuldrene, brug gulvet, slap af i armene (ikke så meget!), dissocier (lidt mere!), mærk føringen, mærk ikke de ømme fødder, og så var der udfordringen med alt det andet som at gå på milonga, at kende forskel på musikken og at turde blive budt op af fremmede og af ’de gode’. 

Jeg opdagede, at jeg blev markant bedre når jeg øvede mig en lille smule hver dag. Så det gjorde jeg flittigt med dansepartnere, med døren i stuen (ochos og boleos), frem og tilbage i gangen, til undervisning – hold og privat, på milongaer, på workshops og på højskoler. 

I 2014 åbnede jeg endnu en tangodør – jeg begyndte at føre. Det er velkendt og alligevel helt anderledes udfordrende at være den, der skal finde på, have overblik, ikke støde ind i, holde banen, være i flow, give tid, lytte til musikken, føre med centeret aldrig med armene, rette sig op – ikke give op, ned i kroppen, slappe af – ikke så meget, ikke panikke (hvordan hulen var det nu det trin var?), tilbage i kroppen, være tilstede indeni og udenfor, være tydelig, dissocier (mere endnu!), trække vejret OG være i kontakt med mig selv, min partner, gulvet…universet.

For mig er tango lige som fraktaler – jeg kan blive ved med at zoome ind/ud og finde nye detaljer at arbejde med – en sammenhængende uendelighed.
Jeg har været en del af M2 siden 2012. 

Jeg er Cand.scient. fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskolen/ KU SCIENCE og arbejder med it.