Kizomba

Hvad er Kizomba?

Kizomba er en tæt, sensuel og rolig pardans fra Afrika. Den er opstået i 1980’erne i mødet mellem zouk-musik fra Caribien og traditionel dans og musik fra de portugisisktalende lande i Afrika: Mozambique, Angola, Kap Verde og Guinea Bissau. Som tango er der en fører og en følger. De grundlæggende trin i kizomba er rolige og tilgængelige for alle, uanset om man mere eller mindre erfaren som danser. Kizomba har mange lighedspunkter med tango, fordi den er tæt, improviseret og baseret på en tæt kontakt mellem fører og følger. Ligesom i tango kan dansen veksle med forskellige tempi og pauser. Men sammenlignet med tango er kizomba mere uhøjtidelig og jordnær. Kizomba har også mange lighedspunkter med salsa, fordi det er en festlig og sensuel dans –  tæt knyttet til musikkens rytme- og fordi der normalt roteres i undervisningen, således at du fra start øves i at kunne danse med forskellige partnere. Kizomba er en social dans som dyrkes ved sammenkomster og fester. Indenfor kizomba er der forskellige stilarter. I undervisningen på M2tango bliver du bekendt med følgende stilarter indenfor kizomba:

  1. Traditionel kizomba som er præget af en rolig og inderlig fornemmelse, hvor vægten flyttes 100 % fra fod til fod. Desuden er der mange hvilepunkter, hvor fødderne samles.
  2. Semba som er mere livlig, legende og udadvendt, hvor vi sjældent samler fødderne og hviler. Vi er i konstant flow.
  3. Urban kiz som er moderne i sin lyd og danseudtryk med flere stopbevægelser, halve bevægelser, og hvor vi fremhæver kroppens linjer ved at strække arme og ben mere. 

Begynder- og fortsætterhold og Sociale dans

Kom og dans Kizomba med os ved M2tango. 

Få ting i livet er skønnere end at danse tæt. Og nu har vi et dejligt sted at gøre det hver søndag aften.

Startdato: 24. april. 

Kizomba Basishold (begynder) kl. 18-19

På basishold lærer du om dansefatning, holdning, rytmeforståelse og basale trin og variationer indenfor de forskellige genrer i kizomba. Du er velkommen til at blive efter timen, og danse med ved den sociale dans med forskellige partnere.

Pris: 8 gange 920 kr. (inklusiv entre til social). SU-rabat 25%

Kizomba fortsætterhold, kl. 19-20

På fortsætterhold lærer du et større repertoire af elegante og behagelige variationer og opnår højere grad af kontakt med din dansepartner.

Pris: 8 gange 920 kr. (inklusiv entre til social). SU-rabat 25%

Social dans kl. 20-22:30:

Dansegulvet bliver åbnet for alle. Her kan du prøve dine trin af og møde andre Kizomba dansere.

Musikken vil være en blanding af alle stilarterne indenfor Kizomba.

Vi prioriterer danseglæden og behageligt samvær.

Sammen vil vi skabe et skønt sted for os alle at mødes og danse Kizomba.

Alle er velkomne og vi glæder os til at se jer.

Pris 50 kr. Betales ved ankomst. Vi tager imod alle betalingsformer.

Hvem er vi?

Tobias Trier
Sanger, musiker og komponist.

Uddannet Almen Musiklærer på Det kgl. Danske musikkonservatorium. Har sideløbende med karrieren som singer songwriter og skuespiller dyrket pardans siden midten af halvfemserne. Tobias er en opfindsom danser. Er velbevandret inden for både salsa og standarddans og har i særdeleshed dyrket dansen kizomba siden 2016. Er certificeret kizomba-instruktør ved ALC, Portugal. 

Helene Jespersen
Scrum Master og Innovations facilitator

Hun har en bachelor i International Business og arbejder til dagligt som Scrum Master i IT-projekter.

Helene har før danset American Tribal Style og har danset Kizomba siden 2016. Hun er et positivt energibundt, som har en smittende glæde ved at danse.