Rejseberetning fra Argentina:

Rejseberetning fra Argentina: Første Tango i Santa Fé

Af John Gottenborg Bruun, elev hos M2tango

Carolina Jador. Det lyder som navnet på en parfume eller en tøjdesigner. Graciøst, elegant og tilpas sofistikeret til at give mig lidt nervøse sommerfugle i maven. Carolina Jador skal nemlig være min danselærer i denne uge, hvor jeg besøger venner i den lidt søvnige provinshovedstad Santa Fé i det nordlige Argentina. Jeg er ikke nogen argentinsk gaucho på et dansegulv, men temmelig grøn. Lidt ubehageligt grøn føler jeg mig faktisk, mens jeg står her og venter på Carolina. Jeg har ikke mødt hende og det skal åbenbart vare lidt endnu, selvom vi havde en aftale klokken syv.

Men portneren har forsikret mig om, at hun nok skal komme. Og nu har jeg set hende, for på glasdøren hænger en plakat af en smuk, mørkhåret, latinsk udseende kvinde i klassisk tangopositur med en gaucho-macho-mand. Carolina Jador forkynder plakaten og noget mere om en milonga, man kan deltage i. Jeg er altså ikke gået forkert.

Mødet

Klokken nærmer sig halv otte, og der kommer hun. Lige så smuk som på billedet, men uden plakatens lidt arrogante og meget selvsikre udstråling, faktisk med et lidt genert smil – pyha – jeg er heldigvis ikke den eneste, der er lidt nervøs for, hvem jeg skal møde.

Første lektion går langt bedre end de værste af mine forventninger: Carolina er ikke blot en dygtig danser – hun er også god til at lære fra sig. Intención, siger hun igen og igen. Du er mand. Du skal styre, og du skal styre med hjertet, siger vi. Hjertet sidder i brystet. Du skal vise kvinden din ”intención” med dit hjerte. Du må ikke bare vade ind i hende, siger Carolina. Med træsko på, tænker jeg. Du skal føre med din overkrop og armene er bare en forlængelse af brystet. Du må ikke manøvrere rundt med kvindens arme, som om det var styrepinde i en maskine – måske siger hun gravko.

Tilskuere

Carolina har stukket mig en ny adresse, hvor vi kan mødes næste dag. Centro de Jubilados. Mine venner har forklaret mig, at det er noget med gamle mennesker. Jeg er der på dansk manér til tiden, og Carolina ankommer også til tiden på argentinsk. Så ingen af os er flove, og vi har begge levet op til vores kulturelt betingede idealer.

Lokalet fyldes efterhånden med livligt snakkende og gestikulerende mænd og kvinder. De sætter sig til at spille spil, sy, læse og organisere gud ved hvad. I baglokalet rigger Carolina, der lige er hvirvlet ind i pensionistforeningen, en lille ghettoblaster til. Dansen kan begynde.

Piazzolla har indimellem svært ved at få ørenlyd for de livligt organiserende og, opdager jeg til min rædsel, kommenterende pensionister. Carolina må skrue op for det lille anlæg og tysse på kvinderne. Danskeren der forsøger sig udi argentinsk tango i det tilstødende lokale er dagens samtaleemne.  Der er ingen væg mellem de to lokaler, så diskretion er udelukket. Heldigvis dukker der også en mandlig tangolærer op, der giver enetime til en kvindelig danser, så jeg sætter min lid til, at hun kan få lidt af den ellers udelte opmærksomhed. Det bilder jeg mig i hvert fald ind og gemmer mig så lidt i omfavnelsen og nyder, at jeg selv føler mig en anelse mindre klodset på dansegulvet end i går. Og det lykkes faktisk at manøvrere rundt i takt til musikken til fælles latter og glæde, uden at jeg bruger armene alt for meget og ligner en, der er ved at tage kranførerbevis. Pensionisterne smiler og nikker anerkendende. Ældre mennesker er også menneskekendere. De ved, hvad jeg har brug for.

Improvisation

Jeg har endnu engang fået stukket en adresse ud af Carolina, og jeg er efterhånden ved at blive helt fortrolig med buslinjerne i Santa Fé, der heldigvis er meget overskueligt opbygget. Mange snorlige ensrettede parallelle gader. Det kan aldrig gå helt galt.

Døren til det lokale, vi skal bruge, er blokeret af håndværkere, så der må udvikles en plan B. I venstre side af forhallen er der en fotoudstilling med offentlig adgang, men der kommer ikke så mange, og der er fin plads til at danse i det ene hjørne. Fotoudstillingens gæster sender nysgerrige blikke. Det rører mig ikke længere. Jeg er blevet vant til at være en del af underholdningen, og om lidt danser vi rundt i tæt omfavnelse igen, så bliver jeg ligesom suget ind i dansen, og de nysgerrige blikke fortoner sig i periferien af mit blik. La Cunita – vuggen. Ochos forlæns og baglæns. Husk at du skal helt ind i mig, siger Carolina. Jeg skal mærke, hvad du vil. Det skal jeg nok huske.

Afsked

Sidste dag i Santa Fé. Det regner og regner og regner. Jeg skal hjem. Den sidste tango i Santa Fé. Vi skal slutte af på mine venners stuegulv. Jeg venter i opgangens hall. Øver dansemønstre med mig selv. Hvor bliver hun af? Jeg skriver til Carolina. Hun svarer prompte. Det regner! Det har jeg set, men fatter kun langsomt, at i Argentina er det svar nok. Regn udsætter alt. Meget regn aflyser det meste.

Et sidste godt råd får jeg med på vejen. Find dig en god lærer i Danmark, der ikke går for meget op i struktur, men lærer dig at gå!