De har levet tangoens historie – Tangokoryfæer ll
Ifølge den gamle maestro Osvaldo Cartery, er det at være på en milonga noget specielt og vigtigt. Når man går, skal det være, som man skriver sit navn på gulvet. Det betyder, at man skal udtrykke sin egen personlighed i sin caminada og udtrykke det, man mærker i musikken overfor og med sin partner. For at kunne gøre det, skal du have connection til dig selv.
At turde dykke et lag dybere ned end bare være en kopi af alle andre, er også en del af tangoens form og historie. Det skal være sådan, at man skal kunne genkende én udelukkende ved at se fødderne, og den måde man går på.
To skoler inden for tango
Der er sket en ensretning af tangoen, som gør at tangoen mister noget af den mangfoldighed, som den tidligere har haft. I dag danser de fleste enten Tango Salón eller som Carlitos & Noélia, en moderne form for tango milonguero. Der er som sådan ikke noget galt med det, men det gælder om ikke bare at være en kopi, men vise sig selv. Det tager tid at finde sin egen stil og sit eget udtryk, og derfor er tangokoryfæerne med deres mange års erfaring interessante.
På et tidspunkt var der to skoler eller retninger inden for tango, hvor den ene havde meget lineære bevægelser og den anden mere cirkulære, som vi kender i dag. Grunden til, at den cirkulære skole blev udbredt, var at de dansere, som stod for den stilart, var mere tilgængelige rent personligt, og folk havde mere lyst til at gå til undervisning hos dem. De var ganske enkelt mere populære, hvorimod at de som repræsenterede den lineære skole var mindre tilgængelige og ikke særlig sociale.
Den generation, der kom efter, som Gustavo Naveira og Chicho, tog undervisning hos den cirkulære skole, og det har trukket spor op til i dag og været med til at definere Tango Nuevo. Det er dog til dels ved at ændre sig igen med Tango Salóns popularitet. Den præcision og skarphed, der skal til, kommer fra den lineære skole, og kan ses hos f.eks. Sebastian Arce og Mariana Montes.
Tangotraditioner
I det hele taget har nogle maestros været meget gavmilde med at overlevere tangotraditioner. For eksempel har de midt under en dans kunne finde på at råbe: “Hola, pibe! Caminas lindo!” (Hey, unge mand! Gå pænt!). De sørger for at overlevere en tradition, som de gerne vil have forbliver. Det kan være f.eks. opførsel, måden at gå på og danseretning. Det er noget, vi står og underviser i, noget vi har fået forklaret, men de har oplevet det og lært det ved at noget har fungeret. Der bliver en social kontrol, som i denne sammenhæng ikke er negativ, men en del af at have connection til andre omkring dig på dansegulvet.
Tangokoryfæerne har nogle sætninger, som bare bliver hængende hos en. For mig har det især været: “Tango es simple, pero no es facíl.” – Altså at tango er enkelt, men ikke let. Man lytter på en anden måde til de gamle maestros. De har ikke trænet teknik på den måde vi gør, men de har lært sig det selv, hvilket man også kan mærke i de forklaringer de kommer med. De er enkle og nemme at forstå. Fordi tangokoryfæerne har der her aura omkring sig, virker det på en måde, så man tænker, “Ja, selvfølgelig er det sådan.”
Vi har ikke disse koryfæer i Europa, og derfor forstår jeg heller ikke altid den tilbedelse, som argentinerne har af disse koryfæer. Men det er nogen, som man kan hænge traditionerne op på, og som har danset nærmest hele deres liv. De har oplevet tangoen og fået traditionerne ind på en anden måde.
Man kan næsten sige, de har levet tangoens historie.