tangokoryfæer

Hvad skal vi med tangokoryfæer?

Hvad skal vi med tangokoryfæer?

Det har altid undret mig, hvorfor tangokoryfæerne – de gamle maestros, som har danset tango hele deres liv – har så stor betydning for argentinerne og dermed også for tangoen.

Der er selvfølgelig det, at argentinerne har en helt anden tilgang til koryfæer og idoler. Som eksempelvis Maradona, som tiltrods for kokainmisbrug og andet stadigvæk betragtes næsten som en gud. Uden sammenligning med tangokoryfæer i øvrigt.

Jeg har virkelig undret mig over, hvorfor de er så vigtige, og at de ofte bliver nævnt, man snakker om tango med en argentiner.

Fornylig døde Osvaldo Cartery, som blev hyldet for sin store betydning for tango, og man talte om at en stor maestro var gået bort, i høj grad også fordi rigtigt mange kendte ham og han var en yderst sympatisk mand. Men så mødte jeg en god argentinsk ven, German, som havde været venner med Osvaldo. Jeg spurgte ham: “Hvad er det de kan? Hvad er det de betyder?” Germans svar var: “Det er noget I europæere ikke forstår.”

Det vidste jeg godt. Men hvad er det så? Den tradition og kultur vi danser i har en oprindelse, som er repræsenteret af koryfæerne. Det er en tradition, der er værd at holde fast i, og som vi indskriver os i og som bliver levendegjort af tangokoryfæerne. Den forbindelse har vi ikke i Europa, eller rettere den er meget sporadisk via youtube og enkelte workshops.

Disse gamle maestros har en speciel måde at forklare tingene på. Det er kort og præcist, og man kan mærke, det er noget, de har levet på deres krop. German fortalte mig en historie: “Forestil dig de her mænd. Noget af det eneste, der har betydet noget for de her mænd, har været tangoen. De har taget deres fineste jakkesæt på og kommet på milongaen. Det har muligvis været deres eneste jakkesæt. Det har været mænd uden uddannelse, som er kommet for at få fat i den smukkeste kvinde i rummet, og helst fra en som har penge.” Da jeg hørte den historie begyndte Carlos Perez’ ord om, hvordan mandens holdning skal være, så hans jakkesæt sidder perfekt, og at kvinden skal holde på manden, så hun ikke krøller jakkesættet, virkelig at give mening. Hvis det ene jakkesæt, man har, bliver krøllet, så er det ikke sikkert, at man har råd til at fortsætte jagten.

Hvis man vil forstå mere, hvilken betydning tangokoryfæerne har, vil jeg varmt anbefale at tage ind og se dokumentaren “Our Last Tango” om Maria Nieves og Juan Carlos Copes, som bliver vist på CPH:DOX. De er parret som har defineret scenetangoen for alvor, og Maria Nieves løfter tangoen fra bare at være en dans til at være kultur og noget levet.

– Martin

Our Last Tango – 6., 10., og 15. november. CPH:DOX