fbpx
kærlighedens dialog

Kærlighedens Dialog

Det Kgl. Teaters Gregory Dean har i et program for Dans2Go / Svanesøens hvide akt 2016 skrevet en artikel om hans rolle som partner i en pas de deux. Det var interessant for mig at få en mands syn på det og også at reflektere over min egen rolle i tangoens pas de deux – showet.
I bund og grund handler partnering for mig, uanset rolle eller dans, om – som en god ven formulerer det – ‘At få andre til at lykkes’.

Gregory Dean skriver at hans rolles “eneste formål [er] at ville vise alle min partners evner og skønhed frem”. Det kan han koncentrere sig om at gøre, fordi en stor del af arbejdet (koreografens) er gjort på forhånd. Balletdanseren dialog starter der, hvor begge dansere allerede véd, hvad de skal; hvilken historie eller stemning de skal formidle, og kommer således til at handle om, hvordan de gør dét smukkest muligt.

Deres indbyrdes dialog handler om at pege på den tekniske kunnen og kunstneriske fortolkningsevne (særligt hendes) og på historien.

Tangoens improvisation har en anden præmis, idet herrens rolle både er danser og koreograf på samme tid; hele værket skabes mens han danser. Tangodanserens dialog handler derfor for mig om, hvad der mon skal ske, når netop disse to mennesker interagerer. Skønheden ligger i høj grad i samspillet i det skabende øjeblik, at denne dans aldrig kan gentages, og vi ved ikke på forhånd hvordan eller hvorhen, det vil bringe os.

Vores tekniske kunnen skal bruges til at pege på dialogen, som i sig selv er historien.

Never a Follower

Min fornemste opgave ligger i at holde det rum, som gør, at herren kan multitaske. Jeg hverken udfører eller følger, men svarer på og fortolker hans idé. Jeg plejer at sammenligne det med, at en komponist giver sit nye stykke musik til en musiker for at høre, hvad denne får ud af det. Det gør en afgørende forskel, om man giver det til den ene eller den anden musiker. Lyt til 5 udgaver af ‘La Cumparsita’; det er de samme noder på papiret, men fortolkningen er unægteligt forskellig fra Di Sarli til D’Arienzo. Det er dét, min rolle handler om.

Jeg véd, at jeg uafværgeligt lægger noget til, som er mit. Det må jeg bruge til at understrege, hvad jeg får uden at overdøve eller ændre, men fremhæve, forskønne, gendigte og spejle det tilbage til ham, så han kan inspireres og bygge videre på det.

Min teknik skal åbne muligheder for ham samtidig med, at min fortolkning peger på ham som skabende kunstner. Hver bevægelse er en kommentar eller kompliment til det, han tilbyder mig. En boleo svirper ‘Fed idé!’, en hurtig krusedulle i pivoteringen siger ‘åh, hvor godt hørt!’, et slørhaleben er en nostalgisk henvisning til det smukke, han skabte lige før, og som jeg ikke har sluppet endnu.

Jeg holder min partner mellem mine hænder og mit hjerte

For mig vil tangoens pas de deux forblive en kærlighedens dialog. Ikke den romantiske kærlighed, men en ubetinget opmærksomhed på min partners væren og kreativitet i øjeblikket og på min egen i samspillet.

Show-situationen tvinger mig paradoksalt nok til at sætte mit ego til side for at tjene det øjeblik.
Selvom det kan forekomme som en intenst angstprovokerende situation at stille sig derud foran alle de mennesker uden en plan, så er det den største befrielse, disse øjeblikke hvor mit ego ikke har taletid, og jeg takker af hjertet de partnere, som gennem årene har stillet sig derud sammen med mig.

Mette