People who dress nicer, dance nicer

‘People who dress nicer, dance nicer’ eller: ‘Är detta en practilonga?’

Meget kan siges om dresscodes, påbud, forbud og Emma Gad’ske do’s & don’ts indenfor tangomiljøet. Og efter rejser til forskellige lande og mange tangoforeninger og miljøer i varierende størrelse har jeg fået bekræftet om os og om vore nærmeste naboer.:

1) Tyskerne gider godt regler. Formalitet er udtryk for god stil, umage, og en fuldstændig integreret del af deres ‘tangokendskab’

2) Svenskerne er glade for regler. Og følger dem. Og udbreder dem uden at nogen fornærmes over dét.

3) Danskerne gider generelt ikke regler.

Senest udtrykt af en svensk gæst på TangoZoo: “Sig mig, är detta egentligen en milonga? Eller kanske mere en practilonga?” Han kunne ikke se forskel. Kort efter var jeg i Malmö at give show med Martin på Clandestino. Vi var der hele aftenen og en ting stod tydeligt: svenskerne så bare godt ud på gulvet. Uanset niveau blev formaliteterne overholdt og gjorde et sammenhængende sympatisk indtryk; fra påklædning til cabeceo til overholdelse af koderne på gulvet til præcisionen hvormed fødderne blev placeret.

Lad mig drage en hastig konklusion: ‘People who dress nicer dance nicer.’

Det er noget med, allerede når man forbereder sig på aftenen at beslutte sig for gøre sig umage. At vælge at tage den pæne kjole på medfører, at jeg retter mig op fysisk som mentalt. (Jeg bander altså væsentligt mindre i stilletter end i træningssko). Formaliteter betyder noget, for de definerer en setting og en mental indstilling.

For at vende tilbage til Martins Juleønsker til Herrerne; der er måske en grund til at folk kritiserer hinanden på milongaerne i Kbh, og det er at vi ikke holder på formerne og der derfor er dømt “øvelokale” over hele linien. I et øvelokale er præmissen, at vi er ved at lære / forbedre, hvortil der hører feedback / kritik, ikke at danse.

Når jeg er på milonga vil jeg behandles som en dame, klæde mig på som en dame, opføre mig som en dame, nyde det gode selskab og det at folk gør sig umage. Og så vil jeg danse! Uden at være øveklud, uden at bumpe ind i nogen, uden at få tips eller kommentarer på figurer eller referencer til undervisningssituationer. Jeg vil danse med skønne, velkædte herrer i tørre skjorter, med respekt for formerne og gulvets flow, guidet af dj’ens valg af musik og værtens oplæg til stemning. Jeg vil inspireres af smukke kvinder i deres mest flatterende outfit. Jeg vil opleve milongaen som en magisk, æstetisk parentes fra hverdagen.

Og jeg har en særlig forkærlighed for præcise fødder, så please, please, PLEASE, sæt dem pænt, det gør mig så inderligt glad!

– Mette
Marts 2012