Det der følger med at være fører

Velkommen til min første blog, hvor jeg starter med det første og bedste — det skal man altid huske. Nemlig mig selv. Og min egen begyndelse. Jeg vil i denne blog snorre rundt om, hvad førerens rolle gav og blev for mig, oven i alle forventningerne til mig som ny fører. Og derfor skal vi også nogen år tilbage. 9 år helt præcist.

Og hvis vi husker Sofie Gråbøls a.k.a. Mulles/Maretes citat fra filmen Den Eneste Ene:
”7 år Niller!… Man ved et og andet” eller ”husk din maskulinitet!”, jamen så kan begge citater hjælpe mig med at komme frem til det, jeg håber at beskrive, ved hjælp af min egen tangohistorie. F.eks sådan nogle centrale ting for vores dans, som førerens rolle og hvad det overhovedet vil sige at være tango danser.

Jeg var ikke altid så traditionel, som jeg senere er blevet. Jeg ville nemlig herre gerne følge, da jeg begyndte til tango. Men jeg så det aldrig som nogen mulighed. Og tænkte derfor aldrig over hvordan jeg kunne komme til det. Måske havde jeg glemt min maskulinitet — hvem ved… Jeg startede i hvert fald som fører i august 2012 (og har været lykkelig for det lige siden).

Så hvorfor skulle jeg føre?

Og hvad fik mig til at tænke, at jeg ikke kunne starte som følger? Meget af forklaringen ligger nok i vores kønsnormer, og vores forventninger til de to spændende roller — og det faktum, at jeg var en mand der ville følge. Men hvem eller hvad er det, der får mændene ind i førerpositionen? Selv dem — mig selv deriblandt — der ikke med første tanke ville have den plads.

Jeg valgte altså ikke at føre, fordi jeg stod med de rigtige kvalifikationer eller ønsker (og dansestudioet gjorde heller ikke, for de havde jo sådan set ikke kendskab til dem endnu). Det var den simple grund, at mit køn signalerede mand/dreng/fyr/fører, at jeg skulle stå der på den plads. Og den forventning, at det havde jeg lyst til. Hvilket jeg jo også havde givet udtryk for, i mangel af perspektiv for andet.

Jeg vil dog gerne sige igen at jeg bestemt nyder at føre, og at lære rollen at kende i alle dens aspekter. At lære at danse og bestemt det, at lære at føre, har lært mig meget om mig selv og mine kvaliteter. Både fra dem jeg kendte og dem der var ukendte. Måske begyndte jeg at opdage min maskulinitet.

Nåh… Men jeg lærte stille og roligt at navigere i denne rolle, lidt af gangen. Min første dansepartner slog mig altid på skulderen, med en let pegefinger, når jeg ikke gik til musikken. Hvilket er en irriterende ting at huske, da jeg har bildt mig selv ind, at jeg altid gik på beat’et. (Det kan dog åbne for samtalen om følgerens overskud på begynderstadiet. Men det må blive et emne til en anden blog, en anden gang).

Så der hvor jeg virkelig opdagede, at jeg stod på førerpladsen, var da jeg fik bevæget mig ud på milongaerne.

For her blev jeg kastet ud i flere uforudsete forventninger til mig som fører. Forventninger min personlighed ikke har skulle opfylde før. Oplevelser om at jeg som fører, også skal være den, der byder op til dans (en gentleman), at jeg som fører burde kende alt musikken, og få min følger til at have en god aften. Der var bare noget i mig, der mente, at det burde være nok i sig selv, alene at skulle lære at føre.

Jo mere jeg tog på miliongaer, jo bedre syntes jeg heldigvis også jeg blev til at forstå og navigere i de indirekte regler der fandtes. Jeg fik flow og repertoire, selvtillid og lærte musikken at kende. Men det at være fører og være “manden” var dog stadig langt fra hvem jeg troede jeg var.

Det spændende skete så, da jeg endelig besluttede mig for at følge. Og jeg på en milonga endelig tog mig sammen og spurgte en fører, om han ville føre mig i en dans. Her lå det spændende både i, hvor svært det var for mig at spørge om en dans fra en anden mand, (uden at det skulle blive bøssed — for ham, bøsse er jo åbenbart noget man ikke vil være eller vise), og det at jeg ikke ville miste noget af den maskulinitet, jeg jo lige havde fundet. Og derefter de kommentarer, der efterfulgte fra seertallet. Den bemærkning, der sidder tydeligst i min erindring, var en kvinde der sagde:
“her sidder jeg og venter, og så danser to gode førere bare med hinanden!” Det gav mig meget at tænke på.

Pludselig fik jeg en forventningslussing fordi jeg jo tog en andens plads. Men var det åbenbart, at det var mit ansvar, at alle de ventende kvinder blev danset?

Ja her var der et meget tydeligt billede, der tegnede sig for mig, da jeg forstod hvor nederen det måtte være at sidde i 2 timer og vente på en dans, og så begynder førerne fandme at danse med hinanden! I deres point of view havde jeg havde jo faktisk “sagt ja” til mandens plads.

Men det der skete, da jeg endelig begyndte at følge mere, og lære ansvaret i følgerollen var, at jeg lærte en masse ting, jeg aldrig ville have lært alene ved at studere førerollen. Nemlig hvor meget præmisserne for de to roller er helt ens, men har forskellige ansvarsområder.

Der er meget at lære for at kunne være med, i dette sociale tangomiljø. Og vi har alle historierne der beviser, at det er fantastisk og fuld af interessante problemstillinger.
Jeg ville følge, men begyndte at føre. Jeg opdagede en maskulinitet jeg ikke troede jeg havde. Eller i hvert fald fandt jeg ud af, at den maskulinitet jeg rendte rundt med, aldrig havde været truet.

Og da det gik op for mig, at maskuliniteten i min situation ikke handlede om at være, eller blive, mere mand for at kunne føre bedre, men mere om at opdage sider af min personlighed, der ikke var dem der skinnede størst igennem. Så var tango-dannelsesrejsen jo kun lige begyndt.

Jeg takker af for nu og vender tilbage senere med en ny blog, hvor jeg vil dykke mere ned i førerens rolle, ansvar og udtryk.

Tango skal trænes!

Rasmus Schæffer Christensen

Rasmus Schæffer Christensen

Tangounderviser

Læs også:

Har du nogensinde lavet en Googlesøgning på “mænd danser tango”…..?

Første resultat: Hvordan mænd scorer via dans.

Andet hit: En henvisning til at to mænd danser sammen i Vild med Dans – dvs. den lidt gængse opfattelse af, at mænd som danser, nok er homoseksuelle.

Tredje resultat: “RIGTIGE MÆND” danser tango. Det er muligt, at mænd som danser, har nemmere ved at score, og at vi mænd bliver draget af chancen for et forøget sexliv og at komme tættere på det andet køn. 

Kan mænd danse sammen i den argentinske tango?

Ja, vi mænd danser sammen – hvad enten det er på milongaen eller via vores træning.

Historisk set har mænd danset sammen i den argentinske tango. Mænd dygtiggjorde sig sammen inden at de kom ud og dansede med kvinderne. Der er også mænd, som danser sammen pga deres seksualitet. Flere af os mænd, som har danset hele vores liv, kan fortælle flere historier om, hvordan der, især tidligere, er blevet sat lighedstegn mellem det at danse og være homoseksuel. 

Og Google illustrerer desværre fint den fordom. 

Er det kun “rigtige mænd” der danser?

I forhold til den såkaldte rigtige mand, som danser tango, så er brugen af “rigtig mand” behæftet med stereotyper. I artiklen som kommer frem ved søgningen omkring den rigtige mand, slås der på at mænd der danser tango er macho og bestemmer. Ligeledes at kvinden underkaster sig. Det er ikke mange kvinder som underkaster sig i den argentinske tango. Heller ikke mange af vores elever ville kalde sig macho, når de danser.

Maskulin? ja helt sikkert.

Men dansen er mest af alt et smukt samspil mellem kønnene med nogle definerede roller og raffinerede nuancer.

Vi vil ændre narrativet om den tango-dansende mand

Vi kan her på M2tango godt genkende i nogle af de mænd (og kvinder), som kommer til undervisningen med forestillingen om, at tango er baseret på disse stereotyper. Oftest forsvinder disse og de finder ud af, at det er ikke hele sandheden. Herefter begynder de at opdage de mange andre fantastiske kvaliteter, der er ved at danse tango.

Mød vores mange forskellige mandlige elever

Vi vil med vores mande-projekt nuancere billedet af mænd, der danser tango.

Komme nærmere den virkelige verden, vi oplever.

Det kræver nemlig meget mere end bare at være macho. Når vi spørger vores mandlige elever, så kommer der mange smukke og poetiske billeder- og fantastiske livshistorier op.

Tango kan være livsforandrende – også for mænd

Det er for mange blevet en livsændrende faktor at danse tango. En læringsproces. For nogle et læringsbjerg på størrelse med selv de største tinder, som man ser i Tour de France. Men også en søgen indad. Få lov til at lære sig selv igen.

Vi tror, at ved at nuancere billedet, vil flere ikke-dansende mænd, kunne spejle sig i disse historier og mænd. Alle som har bevæget sig lidt rundt i dansemiljøer, kender til de alenlange ventelister med kvinder. Så selvfølgelig har vi også en interesse i at finde nogle mænd til at alle disse skønne kvinder som så rigtigt gerne vil danse.

Det viser sig, at alle har sin egen historie og grunde til at starte med at danse tango. Meget få af dem er i retning af: Jeg danser tango fordi min kone eller kæreste har tvunget mig. Det er virkelig dejligt at høre alles historier.

Du smiler, bliver emotionel, og bliver fanget af hver enkelt.

Det er en passion og glæde hos alle.

Følg med på vores rejse om at få flere mænd til at danse tango

Vi glæder os til at tage alle med på denne rejse ind i “Mænd danser tango”.

Følg med her på bloggen. På vores FB-side og Youtube hvor vi vil poste uddrag af interviews. Vi ved ikke hvor dette projekt vil ende, men vores håb er at flere mænd vil bevæge sig ind i tangoen.

Et stort tak skal lyde til de modige mænd som har stillet sig op til interviewene. Uden jer ville det ikke have været muligt.

Martin Nymann Pedersen

Tangounderviser

Læs også: