Udføreren

UDFØREREN

Et udtryk af bevidsthed

På en milonga står en fører, igang med at etablere sin abrazo til/med sin partner. Allerede før det første trin er startet, er der ingen som  er i tvivl om at dette er en avanceret fører, hvis udtryk i dansen man gerne vil være en del af, hvad enten det er som partner eller som tilskuer.

Kære Tangodansere og alle andre, der kunne have interesse i at læse med. Så er jeg tilbage med den sidste blog, i min trilogi om føreren. I de tidligere dele har jeg belyst førerens rolle og ansvar. I denne del vil jeg komme ind på førerens udtryk. 

Først vil jeg forklare, hvad jeg mener udtryk er. Derefter hvad jeg synes føreren har at udtrykke. Tilsidst vil jeg pege på, hvor jeg ser at det mangler og ikke mindst hvorfor jeg synes det er vigtigt at have.

Lad mig starte med at definere, hvad jeg mener med ordet udtryk. Det er et ord med mange betydninger/udtryk 🙂 Når jeg siger udtryk, mener jeg den formidling af følelse, vi stræber efter i vores fremførelse af dansen. Jeg snakker ikke om det udtryk som vi har i ansigtet når vi danser eller den bestemte stil – af tango – man danser indenfor. Nej, det er det kunstneriske, musikalske eller personlige udtryk, som kommer frem når vi bevidst lægger noget af os selv i de bevægelser, vi laver.

Utryg ved udtryk

Alle danser forskelligt og vi siger jo også at “hver fugl synger med sit næb” eller rettere “danser med sin krop”. Og det vil jeg  bestemt råbe højt hurra for, at vi altid vil  blive ved med. Det er vigtigt, at vi bevarer vores individualitet og vores forskellige måder at danse på. Der er bare et lille spørgsmål jeg er nysgerrig på:

Har vi forskellig bevægelse fordi vi er bygget forskelligt?
Eller.
Fordi vi vælger at ha’ det?

Har vi gjort os bevidste om den måde vi bevæger os på? Og har vi overvejet, hvor meget vi går op i at skabe og forme vores dans på en måde som vi kan li’ at bevæge os på. Eller hvor meget vi bare gi’r til tilfældigheden.

Nu har jeg tænkt mig at komme med et måske lidt kontroversielt udsagn. Jeg tror, at der er en tendens blandt førerne til at lade tilfældigheden råde fremfor at bevidstheden råder over den måde bevægelserne bliver skabt på. Hvorfor? Måske vi allerede er mættede på ansvar? Vi bliver måske ikke undervist nok i at tage stilling? Eller måske  undgår vi desideret — som førere — at forme vores bevægelser med følelser, for ikke at blive opfattet som for “bløde”/”feminine” i vores dans. Eller, den helt frygtelige: fordi vi bare ikke gider give respekt til den del af dansen.

Ærligt talt så skriver jeg om dette emne i håbet om et større fokus fra alle førernes side, om at tage ansvar for deres kunstneriske, musikalske og personlige udtryk.

Bevægelser, der har noget at sige

Lad os lige vende tilbage til situationen, jeg startede med at introducere. En fører der er ved at etablere en abrazo. Hvad er det  som gør, at vi bliver trukket ind i denne førers bevægelser, at vedkommende har vores opmærksomhed allerede inden dansen er startet og at vi tydeligt har fornemmelsen af, at det er en dygtig danser vi har med at gøre. Der er nogle “signaler” der bliver sendt og givet her, og det er ikke kun til dansepartneren. Det er tydeligt, at det også er til hele det rum der bli’r opbygget imellem dem og dansegulvet.

Men hvor er det at vi kan se, at det er det, der sker? Jeg vil mene, at svaret ligger i den tid og bevidsthed der bliver givet til det øjebliks bevægelser. Bevidstheden ved at vide, at det tager tid og respekt at komme tæt på et andet menneske. Og endnu mere ved at vide hvordan ALLE bevægelserne der laves, bliver formet med respekt til partneren og bevægelsen selv.

Så denne fører, som fanger vores opmærksomhed, kærer altså om hver bevægelse der bliver sat i rummet og på hvilket tidspunkt den bliver sat der. Det er tydeligt, at vedkommende bruger kropssproget til at kommunikere med. Og fordi bevægelserne er alt andet end ligegyldige, har vi – både som tilskuer og som dansepartner – lyst til at høre efter og være med i samtalen. Og dette gælder både bevægelserne til sin partner og dem føreren har for sig selv. Måske vi faktisk allerede bliver taget med i denne førers dans inden der er blevet rørt ved partneren.

Når der gives bevidsthed til det der udtrykkes med bevægelserne, så begynder vi at formidle noget med vores dans – og mere end det.  Vi går op i hvad vi siger med dansen, både til partneren og til rummet generelt.

Velbekomme: velserverede og velformulerede bevægelser

Der skal to til tango og vi skal give vores bevægelser til hinanden. Så hvis vi kommer til at give bevægelser videre som vi er ligeglade med eller ikke har taget stilling til, så danser vi uden udtryk. Det vil sige uden den bevidste formidling af følelser som vi var tiltrukket af hos vores fører fra tidligere. Bevægelser og trin uden mening – og her mener jeg igen en kunstnerisk, kontaktmæssig eller musikalsk mening – og/eller respekt bag, er ikke noget der er værd at gi’ fra sig.

Så hvor er det, at jeg synes vi skal hen?

Form dine bevægelser så din partner kan mærke, at du har gjort en indsats for at danse med dem. På samme måde som at du kan mærke, hvorvidt din partner fokuserer på dig. Så kan din partner også mærke din opmærksomhed eller mangel på samme. Danser vi kun med os selv, for os selv, så vil jeg mene, at det er en anden dans man burde finde og udtrykke sig på/i. 

Pardans bliver nødt til at være mere end automatisk eksekvering af lærte mønstre. På samme måde som en samtale bliver nødt til at have en gensidig afsender og modtager for at der kan opstå mening/forståelse mellem samtaleparterne.                          

Der er selvfølgelig en læringsproces, og det er klart at det tager tid at forstå hvordan man kommunikerer med et nyt kropssprog. Min pointe er, at vi meget tidligere bør have fokus på, at de bevægelser som dansen består af, er noget man giver til sin partner og at de derfor bør gives med følelse.

Jeg tænker det altid som om jeg skal have gæster til middag. Jeg giver mig tid til at forberede hvad jeg vil lave, og tid til at kunne kræse for retten. Jo mere jeg har kæret for det jeg laver og giver fra mig, jo mere har min gæst/gæster lyst til at være en del af oplevelsen.

Jeg vil påstå, at det er det samme, når vi danser sammen. Vi skal som førere huske, at det aldrig handler om hvad det er vi gør sammen, men mere hvordan vi er eller hvordan vi gør det sammen. Hvis jeg har lagt kærlighed og bevidsthed bag ved en bevægelse, så kan den få et udtryk. Fordi har vi lyst til og mening med at lave lige præcis den bevægelse, så bliver vi også tydeligere i vores føring. Dans er et kropssprog, så bevidstheden bag bevægelserne gør dig til en mere velformuleret danser.

Jeg håber jeg udtrykte mig klart

Vi skal som førere holde op med at eksekvere trin og bevægelser, og begynde at eksistere i dem og med dem. Så vil der begynde at komme mere liv og nærvær i bevægelserne, så vi også selv kan nyde at være sammen med vores egne bevægelser. Og ikke være bange for at give dem fra os.

Selvom dette er afslutningen af min blog trilogi om førerens rolle, ansvar og udtryk, er det sidste ord på ingen måde sagt om alt der følger med at være fører. 

En del af mit ønske med bloggen har været at starte samtale og overvejelser om nogle af de ting, som vi ikke så tit taler om eller tænker over i denne dans, som vi på den ene eller anden måde er en del af. Jeg kan bestemt mærke at det er lykkedes, ud fra alle de kommentarer og samtaler jeg har haft. Og jeg håber det fortsat vil brede sig.

I den næste blog vil jeg vende blikket mod følgeren og diskutere noget af det ansvar der ligger i denne rolle i dansen og så kan førerne få en pause efter tre blogge i spotlyset 🙂

Tango skal trænes

Rasmus Schæffer Christensen

Rasmus Schæffer Christensen

Tangounderviser


Læs også:

Tango for me

Tango for me

I started dancing Tango in Buenos Aires. I went to my first lesson with my mum when I was 16 years old. Tango came to me through my family and at the time I started dancing I had no clue in how big it would become for me!

Tango wasn’t a common activity for people of my age, in fact the age average of that first lesson was 40+, something suitable I assumed for being my mother’s weekly activity.

When we got there, the first thing the teachers did was to put us with different partners. Also because my mother being a little bit more experienced, I had to learn and receive my first instructions with a total stranger.

So, separated from the group, partnering me with a much more advanced student, and standing in front of this 30-ish years old lady I had never met before in my life. You can maybe imagine how I felt.

I still remember today me falling into a pure state of panic. In the first strike I was out of my comfort zone. I tried to fight it, but it was in vain, I was trembling big time and there was nothing I could do to calm it. Fortunately, no more than 10 minutes later the teachers asked all the students to change partners, allowing me to return to group. Then, I started practicing with my mum and other beginners and finally calmed down from the initial shock.

What l find fascinating is the lesson my teachers -willingly or unwillingly- taught me that time. Learning Tango implies human and social interaction.

From that first lesson on, my entire life changed.

First, the encounter with the tango expanded my social life and network. I started frequenting places my friends from school would not go to. I started to interact with older people than me who were in completely different stages of life. It definitely changed my life style, my hours of sleep, my music taste and so many other things.
But if I would have to choose among all the benefits brought into my life, it would be the physiological and psychological advantages you get from dancing Tango.

Tango is an instrument of expression with healing powers. I think it can and will affect positively other aspects of your life due to it’s human nature.
I believe we can become more understanding and empathic when we dance together with others.
Tango also requires movement in synch which, anthropological speaking, creates roots that connects us as humans.

Overall, I think Tango is a very complete discipline that opened the world to me both figuratively and literally. It pushes me to become a better person, dancer and human every day. It’s indeed a beautiful journey.

Do you want to experience something similar, or join a tango journey that can bring you somewhere, maybe for now, unknown? We will in our classes both with fixed and without fixed partner, Nassia and me, do our very best to help you to embark unto a beautiful journey.
Every Wednesday and Saturday, you can learn tango with us.

German Cuestas

Tangounderviser


Læs også:

Anføreren

Anføreren

Alle de ansvar vi tog 

På et milongagulv I en fjern galakse, ikke så langt fra her. Styrter en fører rundt og bruger sin følger og hver en centimeter af gulvet der er værd at danse på. Med et udtryk af at skulle nå at vise sin partner, de omkringsiddende og/eller sig selv, alle de vildeste figurer og trinkombinationer vedkommende kan nå inden sangen slutter.
 
Her kommer så anden del af min triologi om føreren. I denne blog vil jeg komme ind på de ansvarsområder, jeg mener, der bliver talt for lidt om i vores undervisning og som der generelt ikke er så meget opmærksomhed på i vores daglige tango liv, altså på milionga’er og practica’er. Ansvarsområder jeg mener mange førere er ubevidste omkring at de har eller faktisk ikke skal tage.
 
At jeg kalder det anden del betyder ikke at første del skal være læst, for at kunne følge med i denne blog. Dog når jeg alligevel anbefaler at man læser første del, er det fra mit ønske om en mere helstøbt forståelse af et billede af føreren.
Denne komplekse rolle med masser af ansvar og som jeg har indtrykket af ofte får det meste af opmærksomheden. Men det kunne være der var en bestemt grund dertil.
 

Overblik på overarbejde

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er flere ansvarsområder til føreren end der er til følgeren. Det kan blandt andet måles på mængden af sved, der kommer fra førerne vs følgerne. Ja førerne sveder lidt mere. Også i overført betydning.
For hvis du både skal lære at føre din partner, lytte og lære musikken at kende (og følge den), holde styr på de andre par på gulvet og lære alle figurerne. Og her snakker vi altså på samme tid. Ja så kan vi vidst godt kalde det multitasking på højt niveau.
 
Dog tror jeg virkelig at det kunne hjælpe, hvis alle førerne var helt klar over hvilke nogen ansvarsområder der faktisk lå hos dem. Og hvilke der lå hos følgerne. For så kunne de opdage alt det ansvar og arbejde de ikke behøvede at tage. Og det ville muligvis give anledning til at opbygge et rigere sprog for følgerens ansvarsområder. (Det glæder jeg mig til at komme meget mere ind på i en kommende blog om følgeren).
 

Ego til eftertanke 

Jeg retter lige opmærksomheden tilbage til situationsbilledet jeg indledte denne blog med. Situationen hvor en fører er en ivrig dansepartner og hvor de omkring dansende dansere er på arbejde for ikke at kollidere med parret. Denne oplevelse af en fører er ikke uvant at se på milonga’erne og det kunne godt høre ind under en blog om milonga-adfærd, men jeg synes det ville være mere interessant at stille spørgsmålet om der nok ikke bare bliver taget for meget ansvar fra denne førers side. Den uligevægt der sker, når vi som førere ikke tillader vores følger at have ansvaret for hvordan vi kommer rundt om og igennem trinene og i hvilken musikalsk og kontaktmæssig forstand, medfører en dans, hvor følgerne går derfra og siger “ja figurerne blev danset, og jeg var der også”. (Og det vil vi helst undgå.)
 
Når føreren nu ikke overlader det plads/ansvar til følgeren, er min påstand at det fokus der kunne være givet til følgeren, i stedet bliver givet til førerens eget ego. Og er derfor ikke et harmonisk samarbejde efter min mening.
For hvis man har lært som fører, at det er dig der bestemmer over hvor vi skal hen på dansegulvet og med hvilke figurer, ja endda også hvornår der er det rigtige tidspunkt i musikken og hvordan til musikken, så er der ganske enkelt bare så meget at formidle på en gang — til sin partner — at det kommer til udtryk som en smule kaotisk. Og vi når til et punkt, hvor følgerens bevægelser er på vej til at blive overflødige.
 

Der skal to til tangoansvar 

Så hvad er det for nogen opgaver vi hver især står overfor, som fører og som følger?
Der er ikke tvivl om at føreren må beslutte ’hvor’ vi skal hen. Og måske nok også ’hvornår’. Men så kommer det lille ord/spørgsmål ’hvordan’ som er en utrolig spændende del af dansen. For det spørgsmål/ansvar skal vi som førere blive meget bedre til at give til følgeren. Føreren kan i sidste ende kun invitere til at noget skal ske og så er det op til følgerne om hvordan det skal ske og om det så faktisk bliver gjort. Der er jo ingen tvang til at gå. Med en invitation er det op til følgeren at tage ansvaret for ’hvordan’ vi kommer derhen. Hvis følgeren ikke bevæger sig, så gør føreren heller ikke.
På den måde burde vi ende med at samarbejde i parret, om at give hinanden bevægelser vi kan danse med.
 
Jeg forestiller mig tit symbolet for harmoni i min søgen efter at forstå den argentinske tango. Den sorte og hvide energi der drejer rundt om hinanden for evigt. Ying og Yang.
Den ene kan ikke fylde mere end den anden og hver har lidt af den anden i sig. Det bliver ret spændende hvis vi tænker rollerne på den måde.
I den forstand at jeg som fører venter og følger den bevægelse følgeren lige er blevet givet. Og følgeren fører sine bevægelser videre til næste trin og binder dem derved sammen.
 

Ubalance i dansediæten

Okay, men nok om sorte og hvide energier. Godt ord igen. For hvor kommer den overansvarlige fører så fra. De dukker jo ikke op af sig selv.
Der hvor noget af svaret kunne findes var måske når man f.eks lige tjekkede tango undervisningen ud. For her er det tydeligt, at der er en spændende, om end måske en uligevægtig fordeling, af de fokus punkter man lærer om dansen. Nemlig at 85% af tiden, kommer undervisningen til at handle om figurer og teknik. Det der sjovt nok var førerens største fokus punkter — Repertoire og hvordan det føres. Så er der ikke noget at sige til, at vi går ud som sociale dansere og har det som fokus til vores kommende partnere. Hvis størstedelen af kagen — altså hver gang — kommer til at gå til føreren i klasserne, så vender de sig også til at de skal spise mere og derved ikke tænker over, at de tager mere end de egentlig har brug for. For gør man føreren til fokus området i undervisningen bliver det også hurtigt til fokus i de sociale danse.
 
Der er to andre emner, der også er vigtige at italesætte, i undervisning og som fokuspunkter for at udvikle vores dans, nemlig kontakt og musikalitet. Men da det er et abstrakt sprog, der kan være svært at forklare og håndgribe, er det sjældent italesat som første fokuspunkt i vores dans og undervisning. Kontakt er det (vil jeg tro, uden at kunne generalisere) vi alle ønsker og søger. Musikalitet er noget vi alle har, men som vi hurtigt, fra meget tidligt, får af vide — af nogen der mener de skal være musikanmelderer — om man har eller ej.
Det er meget enkelt. Har du et hjerte. Så har du en puls. Og musikaliteten starter ved bevidstgørelsen af puls. Og så er du musikalsk, når du begynder at lytte til den.
 
Men hvor meget formidler vi denne del i klasserne og forventer vi — som
lærere — bare at eleverne, og ikke mindst førerne, ved og forstår om lige præcis disse sidste to fokus emner? Så lærene har nok også et ansvar for hvordan vi formidler tango til vores førere. (Her har vi endnu et interessant emne, som jeg glæder mig til at tage op igen i en fremtidig blog om lærerrollen.)
 

(An)svar skyldig

Men har hver enkelt fører ikke også at ansvar om at forstå sin rolle i dansen på bedst mulig måde? Ved at gå ud og skabe erfaringer ved social dans og solo teknik klasser. For hvis føreren har så mange ansvarsområder hvordan søren kommer man så igennem dem alle i timerne? Svaret var at det gjorde man heller ikke. Det er derfor der skal seperate teknik klasser til for at føreren kan flytte sit niveau til advanceret. For de personlige ansvarsområder må være på plads før der kan læres bredere forståelse for samarbejdet i parret og ansvarsområderne i parret. Og ved personlige ansvarsområder mener jeg altså tekniske og musikalske færdigheder. Alt den træning som giver bevidstgørelse af balance, akse, dissociering og pivos, og ikke mindst kendskab til fraserne i musikken, dynamikken og tempoet. Disse færdigheder der ikke også kan bruges tid på at læres, når figuren skal indøves og følgeren have tydelig føring. Dog ser det ud til, at førerne ikke er interesseret i at udforske denne del af ansvaret? Erfaringen viser tydeligt, at det er følgerne der sætter denne del af tangodisiplinen højest. Da alle teknikklasser er fulde af dem, der ønsker at blive bedre til at følge og ikke af dem, der ønsker at blive bedre til at føre. Og med en ret god grund. Følgerne har et meget stort selektionspres, der gør at de bliver nødt til at få disse ansvar på plads for at de bliver ”valgt” på milonga’erne.
Men førene behøver ikke at lægge sig i selen på samme måde, da der jo er meget færre af dem og derfor får de dansene på milonga’erne uanset deres niveau. Hvilket gør, at førerne kommer til at hvile på nogen laurbær, som de nok i virkeligheden ikke har.
 
Moralen på historien var, at jeg tror vi alle kunne gøre godt af at være mere opmærksomme på alle de forskellige former for ansvar, der fylder i vores dans, på undervisningsplan, på det personlige plan og i det plan, hvor vi skal finde harmonien i parret. Der var rigtig mange ansvarsområder at holde styr på — min påstand var, at føreren på samme tid tog for meget ansvar i parret og måske lidt for lidt ansvar for at udvikle sin egen dans.
Det kan måske lyde som om at alt var galt med føreren, men det er ikke den pointe jeg prøver at få frem. Jeg har forsøgt at belyse og give et sprog for nogle af de mønstre i vores daglige tangoverden, der påvirker hvordan vi udfolder og lærer dansen. Og vi er ikke færdige endnu — næste blog kommer til at handle om førerens udtryk i dansen, hvad den kan gi’ os og hvad vi kan gi’ den.
 
Tango skal trænes!
Rasmus Schæffer Christensen

RASMUS SCHÆFFER CHRISTENSEN

Tangounderviser


Læs også:

Das Führen

Das Führen

Karakteren, vi leder efter

På et begynderhold står en fører og fortæller sin underviser, og sig selv, “jeg lærer det aldrig”. Noget vedkommende har fortalt sig selv hele vejen hen til tangostudioet (måske endnu længere). Og som så bliver bekræftet af sin følger, der gerne vil hjælpe med at forklare hvad der er galt med føringen og hvordan det kan forbedres.

Velkommen tilbage til min tankestrøm. I min forrige blog fortalte jeg om min historie og oplevelser med at starte til tango. Denne blog kommer til at sigte skarpt på de vigtige og relevante emner der ligger i førerrollen og som ikke bliver vendt alt for tit i klasserne eller i daglig dialog. Nemlig angående rollen, dens ansvar og udtryk. De punkter vi står overfor, at skulle kunne lære eller ville være, når vi har valgt at føre i tango. Jeg kommer også med nogen personlige synspunkter og kritik af førerrollen som den danses og undervises i dag og håber I ikke vil blive alt for fornærmede, da det ikke er min hensigt at være kontroversiel, men kun har et ønske om at starte samtale og debat. Bloggen kommer til at stå som tre dele. Det du læser lige nu er første del om rollen/karakteren. Anden del bliver om det ansvar føreren har. Og tredje og sidste del bliver om førens udtryk og/eller mangel på samme.

Et ordløst sprog

Det kræver bestemt, måske ikke ”sin mand”, men så, en vis portion overskud og selvværd/selvtillid fra den enkelte fører, at begynde at lære at føre i tango.
For har du valgt at være føreren i argentinsk tango, kommer du altså ikke uden om at skulle finde din indre leder frem. En position og karakter der har mange former og størrelser, men som alle har en ting til fælles, nemlig at have overblik. Og Good Luck må jeg bare sige. For der er meget at lære at have overblik over.

Om lederrollen er en karakter man finder let at gå ind i eller om den skal vokse på en, er sådan set lige godt. Da begge personligheder skal starte det samme sted. Nemlig der hvor der skal læres et nyt sprog. Et sprog der ikke består af ord, men af berøring, impulser og kropssignaler. Ingen ord, ret vildt, ik? Og man skulle tro at det så blev lettere med tre kommunikations former/redskaber til brug. Det kommer selvfølgelig an på den enkelte fører, men noget siger mig, at jo mere der skal holdes styr på, jo mere og jo oftere, kan der blive skabt forvirring i danseparret.

Underskud på overblik

Jeg indledte denne blog med et lille situationsbillede der opstår i mange af de begynderklasser jeg har haft igennem min tid som underviser. Billedet af en fører der giver op. Giver op på alt det der skal læres og kunnes, for at samarbejdet kan starte med partneren. Vedkommende gi’r ikke op fordi det der skal læres er for svært, men gi’r op af den simple grund at der bare er for meget at der skal læres og kunnes på samme tid. Det er lederen der skal have overblikket og ansvaret for at arbejdsprocessen kan starte. Selvfølgelig med hjælp fra følgerens ansvar (mere om ansvarsfordelingen i anden del af bloggen).
Men det får mig tit til at tænke på det pres der ligger, måske nok mest, på begynderføreren. En person der bliver gjort ansvarlig for en leder position, men ikke har haft nogen uddannelse til at stå i den. For det at stå i en leder position og en begynder position, på samme tid, hænger meget dårligt sammen. For føreren står i en situation hvor det bare må accepteres at partner og lærer følger med i alle opgaverne der bliver stillet, og hvordan de bliver løst, på rejsen til at blive en kvalificeret leder. Og er vi gode nok som lærere, til at skabe det rum hvor der kan fejles, som en begynder har brug for, samtidig med at der er krav om at lederen skal kunne sit shit, for at følgeren kan lære sit shit. Vi kommer jo ikke uden om det faktum at for at lære at gøre noget godt, er man først nødt til at gøre det dårligt. Ret frustrerende, når man nu var føreren der skulle have styr på det.

Vi søgte en leder, men skabte en diktator

Udfordringerne ved at blive en habil leder er desværre at det tager lang tid og mange springer derfor fra. Vi kommer hurtigt til, som undervisere, at lægge alt fokus på føreren så indlæringen kommer hurtigere.  Og så fornemmelsen for karakteren forplanter sig. Jo hurtigere forståelse, forhåbentlig derved mindre opgivelse. Men man kan desværre komme til at slå hoved mod spejlet, i forsøget på at se sig selv. Når føreren bliver inviteret til at fokusere så intenst på rollens indhold og karakter, sker der det at de mister overblikket på ny; men denne gang overblikket over følgerens rolle og samarbejdet i parret. Og med det mener jeg at vi derved også kommer til at skabe et sprog for føreren der bliver ego’seret. I en negativ forstand. Og det er ikke kun noget der sker på begynderniveauet, men også på letøvet og øvet. Jeg skal ikke kunne sige om vi som undervisere trækker retorikken fra de tidligere niveauer med videre op eller om det bare er så integreret i vores måde at formulere os omkring det at kunne styre og bestemme, at vi altid kommer til at se og snakke om lederens karakter på den samme måde. Udfordringerne for begynderføreren er tydelige og derfor giver det måske god mening at vi som undervisere kommer til at række ud efter den kliche betonede retorik når vi skal hjælpe dem med at finde karakteren af deres nye lederrolle. 
Dog er det vigtigt at førerne ikke får ejer fornemmelse af dansen bare fordi alt kommunikation er henvendt til dem. Grænsen mellem leder og diktator er vigtig at holde adskilt for at opretholde et sundt samarbejde i parret. Men kan vi det når 85% af undervisningen er fokuseret på at lede godt. Er det hvad vi leder efter?

Fra opgiver til giver

Jeg har selv ofte fået at vide at jeg som fører skal “tage min kvinde”. Det var en af de måder der mentes jeg skulle forstå at lære førerrollens karakter på. Men det udsagn, må jeg indrømme, har jeg det ret svært med. For det første fordi jeg ikke er til kvinder. Og derfor ikke kan sætte mig ind i det ’mindset’. Og for det andet pga. det lille ord “tage”. Det er ikke nødvendigt — hvis du spørger mig — at være dominerende (at være diktator) for at være leder. Der er som sådan ikke noget at tage. I mine øjne er det rigtig ord i denne sammenhæng “give”. Vi lægger op til at føreren bestemmer og må få hvad end der vil haves. Og det kan resultere i at han insistere på noget der ikke er lært at blive ført, men har den “rigtige” karakter. Det skønne ved at give noget fra sig er jo også, at modtageren så kan få lyst til at give noget tilbage. På den måde ender man ikke med at arbejde med stjålne bevægelser.

Fordi førerne har lært at have en stålsat beslutsomhed i den lederposition som de har placeret sig i, ender det nogle gange med at gå ud over parrets samarbejde om dansen. Så hvad kan føreren gøre for ikke at ende som diktator, men istedet som en kompetent leder? Et af de steder som jeg mener man kan fokusere på er førerens ansvarsområder i dansen og specielt hvad der ikke er førerens ansvarsområder. Det vil jeg komme mere rundt om i næste blog

Tango skal trænes!

Rasmus Schæffer Christensen

Rasmus Schæffer Christensen

Tangounderviser


Læs også:

Rasmus’ hoved på bloggen

Rasmus’ hoved på bloggen

Det der følger med at være fører

Velkommen til min første blog, hvor jeg starter med det første og bedste — det skal man altid huske. Nemlig mig selv. Og min egen begyndelse. Jeg vil i denne blog snorre rundt om, hvad førerens rolle gav og blev for mig, oven i alle forventningerne til mig som ny fører. Og derfor skal vi også nogen år tilbage. 9 år helt præcist.

Og hvis vi husker Sofie Gråbøls a.k.a. Mulles/Maretes citat fra filmen Den Eneste Ene:
7 år Niller!… Man ved et og andet” eller ”husk din maskulinitet!”, jamen så kan begge citater hjælpe mig med at komme frem til det, jeg håber at beskrive, ved hjælp af min egen tangohistorie. F.eks sådan nogle centrale ting for vores dans, som førerens rolle og hvad det overhovedet vil sige at være tango danser.

En ensidig verden af muligheder

Jeg var ikke altid så traditionel, som jeg senere er blevet. Jeg ville nemlig herre gerne følge, da jeg begyndte til tango. Men jeg så det aldrig som nogen mulighed. Og tænkte derfor aldrig over hvordan jeg kunne komme til det. Måske havde jeg glemt min maskulinitet — hvem ved… Jeg startede i hvert fald som fører i august 2012 (og har været lykkelig for det lige siden).

Så hvorfor skulle jeg føre?

Og hvad fik mig til at tænke, at jeg ikke kunne starte som følger? Meget af forklaringen ligger nok i vores kønsnormer, og vores forventninger til de to spændende roller — og det faktum, at jeg var en mand der ville følge. Men hvem eller hvad er det, der får mændene ind i førerpositionen? Selv dem — mig selv deriblandt — der ikke med første tanke ville have den plads.

Jeg valgte altså ikke at føre, fordi jeg stod med de rigtige kvalifikationer eller ønsker (og dansestudioet gjorde heller ikke, for de havde jo sådan set ikke kendskab til dem endnu). Det var den simple grund, at mit køn signalerede mand/dreng/fyr/fører, at jeg skulle stå der på den plads. Og den forventning, at det havde jeg lyst til. Hvilket jeg jo også havde givet udtryk for, i mangel af perspektiv for andet.

Jeg vil dog gerne sige igen at jeg bestemt nyder at føre, og at lære rollen at kende i alle dens aspekter. At lære at danse og bestemt det, at lære at føre, har lært mig meget om mig selv og mine kvaliteter. Både fra dem jeg kendte og dem der var ukendte. Måske begyndte jeg at opdage min maskulinitet.

Lære sin plads at kende

Nåh… Men jeg lærte stille og roligt at navigere i denne rolle, lidt af gangen. Min første dansepartner slog mig altid på skulderen, med en let pegefinger, når jeg ikke gik til musikken. Hvilket er en irriterende ting at huske, da jeg har bildt mig selv ind, at jeg altid gik på beat’et. (Det kan dog åbne for samtalen om følgerens overskud på begynderstadiet. Men det må blive et emne til en anden blog, en anden gang).

Så der hvor jeg virkelig opdagede, at jeg stod på førerpladsen, var da jeg fik bevæget mig ud på milongaerne.

For her blev jeg kastet ud i flere uforudsete forventninger til mig som fører. Forventninger min personlighed ikke har skulle opfylde før. Oplevelser om at jeg som fører, også skal være den, der byder op til dans (en gentleman), at jeg som fører burde kende alt musikken, og få min følger til at have en god aften. Der var bare noget i mig, der mente, at det burde være nok i sig selv, alene at skulle lære at føre.

Jo mere jeg tog på miliongaer, jo bedre syntes jeg heldigvis også jeg blev til at forstå og navigere i de indirekte regler der fandtes. Jeg fik flow og repertoire, selvtillid og lærte musikken at kende. Men det at være fører og være “manden” var dog stadig langt fra hvem jeg troede jeg var.

Ny verden, gamle forventninger

Det spændende skete så, da jeg endelig besluttede mig for at følge. Og jeg på en milonga endelig tog mig sammen og spurgte en fører, om han ville føre mig i en dans. Her lå det spændende både i, hvor svært det var for mig at spørge om en dans fra en anden mand, (uden at det skulle blive bøssed — for ham, bøsse er jo åbenbart noget man ikke vil være eller vise), og det at jeg ikke ville miste noget af den maskulinitet, jeg jo lige havde fundet. Og derefter de kommentarer, der efterfulgte fra seertallet. Den bemærkning, der sidder tydeligst i min erindring, var en kvinde der sagde:
“her sidder jeg og venter, og så danser to gode førere bare med hinanden!” Det gav mig meget at tænke på.

Pludselig fik jeg en forventningslussing fordi jeg jo tog en andens plads. Men var det åbenbart, at det var mit ansvar, at alle de ventende kvinder blev danset?

Ja her var der et meget tydeligt billede, der tegnede sig for mig, da jeg forstod hvor nederen det måtte være at sidde i 2 timer og vente på en dans, og så begynder førerne fandme at danse med hinanden! I deres point of view havde jeg havde jo faktisk “sagt ja” til mandens plads.

Men det der skete, da jeg endelig begyndte at følge mere, og lære ansvaret i følgerollen var, at jeg lærte en masse ting, jeg aldrig ville have lært alene ved at studere førerollen. Nemlig hvor meget præmisserne for de to roller er helt ens, men har forskellige ansvarsområder.

Rejsen var kun lige begyndt

Der er meget at lære for at kunne være med, i dette sociale tangomiljø. Og vi har alle historierne der beviser, at det er fantastisk og fuld af interessante problemstillinger.
Jeg ville følge, men begyndte at føre. Jeg opdagede en maskulinitet jeg ikke troede jeg havde. Eller i hvert fald fandt jeg ud af, at den maskulinitet jeg rendte rundt med, aldrig havde været truet.

Og da det gik op for mig, at maskuliniteten i min situation ikke handlede om at være, eller blive, mere mand for at kunne føre bedre, men mere om at opdage sider af min personlighed, der ikke var dem der skinnede størst igennem. Så var tango-dannelsesrejsen jo kun lige begyndt.

Jeg takker af for nu og vender tilbage senere med en ny blog, hvor jeg vil dykke mere ned i førerens rolle, ansvar og udtryk.

Tango skal trænes!

Rasmus Schæffer Christensen

Rasmus Schæffer Christensen

Tangounderviser


Læs også:

Mænd der danser tango

Mænd der danser tango

Har du nogensinde lavet en Googlesøgning på “mænd danser tango”…..?

Første resultat: Hvordan mænd scorer via dans.

Andet hit: En henvisning til at to mænd danser sammen i Vild med Dans – dvs. den lidt gængse opfattelse af, at mænd som danser, nok er homoseksuelle.

Tredje resultat: “RIGTIGE MÆND” danser tango. Det er muligt, at mænd som danser, har nemmere ved at score, og at vi mænd bliver draget af chancen for et forøget sexliv og at komme tættere på det andet køn. 

Kan mænd danse sammen i den argentinske tango?

Ja, vi mænd danser sammen – hvad enten det er på milongaen eller via vores træning.

Historisk set har mænd danset sammen i den argentinske tango. Mænd dygtiggjorde sig sammen inden at de kom ud og dansede med kvinderne. Der er også mænd, som danser sammen pga deres seksualitet. Flere af os mænd, som har danset hele vores liv, kan fortælle flere historier om, hvordan der, især tidligere, er blevet sat lighedstegn mellem det at danse og være homoseksuel. 

Og Google illustrerer desværre fint den fordom. 

Er det kun “rigtige mænd” der danser?

I forhold til den såkaldte rigtige mand, som danser tango, så er brugen af “rigtig mand” behæftet med stereotyper. I artiklen som kommer frem ved søgningen omkring den rigtige mand, slås der på at mænd der danser tango er macho og bestemmer. Ligeledes at kvinden underkaster sig. Det er ikke mange kvinder som underkaster sig i den argentinske tango. Heller ikke mange af vores elever ville kalde sig macho, når de danser.

Maskulin? ja helt sikkert.

Men dansen er mest af alt et smukt samspil mellem kønnene med nogle definerede roller og raffinerede nuancer.

Vi vil ændre narrativet om den tango-dansende mand

Vi kan her på M2tango godt genkende i nogle af de mænd (og kvinder), som kommer til undervisningen med forestillingen om, at tango er baseret på disse stereotyper. Oftest forsvinder disse og de finder ud af, at det er ikke hele sandheden. Herefter begynder de at opdage de mange andre fantastiske kvaliteter, der er ved at danse tango.

Mød vores mange forskellige mandlige elever

Vi vil med vores mande-projekt nuancere billedet af mænd, der danser tango.

Komme nærmere den virkelige verden, vi oplever.

Det kræver nemlig meget mere end bare at være macho. Når vi spørger vores mandlige elever, så kommer der mange smukke og poetiske billeder- og fantastiske livshistorier op.

Tango kan være livsforandrende – også for mænd

Det er for mange blevet en livsændrende faktor at danse tango. En læringsproces. For nogle et læringsbjerg på størrelse med selv de største tinder, som man ser i Tour de France. Men også en søgen indad. Få lov til at lære sig selv igen.

Vi tror, at ved at nuancere billedet, vil flere ikke-dansende mænd, kunne spejle sig i disse historier og mænd. Alle som har bevæget sig lidt rundt i dansemiljøer, kender til de alenlange ventelister med kvinder. Så selvfølgelig har vi også en interesse i at finde nogle mænd til at alle disse skønne kvinder som så rigtigt gerne vil danse.

Det viser sig, at alle har sin egen historie og grunde til at starte med at danse tango. Meget få af dem er i retning af: Jeg danser tango fordi min kone eller kæreste har tvunget mig. Det er virkelig dejligt at høre alles historier.

Du smiler, bliver emotionel, og bliver fanget af hver enkelt.

Det er en passion og glæde hos alle.

Følg med på vores rejse om at få flere mænd til at danse tango

Vi glæder os til at tage alle med på denne rejse ind i “Mænd danser tango”.

Følg med her på bloggen. På vores FB-side og Youtube hvor vi vil poste uddrag af interviews. Vi ved ikke hvor dette projekt vil ende, men vores håb er at flere mænd vil bevæge sig ind i tangoen.

Et stort tak skal lyde til de modige mænd som har stillet sig op til interviewene. Uden jer ville det ikke have været muligt.

Martin Nymann Pedersen

Tangounderviser


Læs også: