Anføreren

 

Her kommer så anden del af min triologi om føreren. I denne blog vil jeg komme ind på de ansvarsområder, jeg mener, der bliver talt for lidt om i vores undervisning og som der generelt ikke er så meget opmærksomhed på i vores daglige tango liv, altså på milionga’er og practica’er. Ansvarsområder jeg mener mange førere er ubevidste omkring at de har eller faktisk ikke skal tage.

 

At jeg kalder det anden del betyder ikke at første del skal være læst, for at kunne følge med i denne blog. Dog når jeg alligevel anbefaler at man læser første del, er det fra mit ønske om en mere helstøbt forståelse af et billede af føreren.

Denne komplekse rolle med masser af ansvar og som jeg har indtrykket af ofte får det meste af opmærksomheden. Men det kunne være der var en bestemt grund dertil.

 

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er flere ansvarsområder til føreren end der er til følgeren. Det kan blandt andet måles på mængden af sved, der kommer fra førerne vs følgerne. Ja førerne sveder lidt mere. Også i overført betydning.

For hvis du både skal lære at føre din partner, lytte og lære musikken at kende (og følge den), holde styr på de andre par på gulvet og lære alle figurerne. Og her snakker vi altså på samme tid. Ja så kan vi vidst godt kalde det multitasking på højt niveau.

 

Dog tror jeg virkelig at det kunne hjælpe, hvis alle førerne var helt klar over hvilke nogen ansvarsområder der faktisk lå hos dem. Og hvilke der lå hos følgerne. For så kunne de opdage alt det ansvar og arbejde de ikke behøvede at tage. Og det ville muligvis give anledning til at opbygge et rigere sprog for følgerens ansvarsområder. (Det glæder jeg mig til at komme meget mere ind på i en kommende blog om følgeren).

 

Jeg retter lige opmærksomheden tilbage til situationsbilledet jeg indledte denne blog med. Situationen hvor en fører er en ivrig dansepartner og hvor de omkring dansende dansere er på arbejde for ikke at kollidere med parret. Denne oplevelse af en fører er ikke uvant at se på milonga’erne og det kunne godt høre ind under en blog om milonga-adfærd, men jeg synes det ville være mere interessant at stille spørgsmålet om der nok ikke bare bliver taget for meget ansvar fra denne førers side. Den uligevægt der sker, når vi som førere ikke tillader vores følger at have ansvaret for hvordan vi kommer rundt om og igennem trinene og i hvilken musikalsk og kontaktmæssig forstand, medfører en dans, hvor følgerne går derfra og siger “ja figurerne blev danset, og jeg var der også”. (Og det vil vi helst undgå.)

 

Når føreren nu ikke overlader det plads/ansvar til følgeren, er min påstand at det fokus der kunne være givet til følgeren, i stedet bliver givet til førerens eget ego. Og er derfor ikke et harmonisk samarbejde efter min mening.

For hvis man har lært som fører, at det er dig der bestemmer over hvor vi skal hen på dansegulvet og med hvilke figurer, ja endda også hvornår der er det rigtige tidspunkt i musikken og hvordan til musikken, så er der ganske enkelt bare så meget at formidle på en gang — til sin partner — at det kommer til udtryk som en smule kaotisk. Og vi når til et punkt, hvor følgerens bevægelser er på vej til at blive overflødige.

 

Så hvad er det for nogen opgaver vi hver især står overfor, som fører og som følger?

Der er ikke tvivl om at føreren må beslutte ’hvor’ vi skal hen. Og måske nok også ’hvornår’. Men så kommer det lille ord/spørgsmål ’hvordan’ som er en utrolig spændende del af dansen. For det spørgsmål/ansvar skal vi som førere blive meget bedre til at give til følgeren. Føreren kan i sidste ende kun invitere til at noget skal ske og så er det op til følgerne om hvordan det skal ske og om det så faktisk bliver gjort. Der er jo ingen tvang til at gå. Med en invitation er det op til følgeren at tage ansvaret for ’hvordan’ vi kommer derhen. Hvis følgeren ikke bevæger sig, så gør føreren heller ikke.

På den måde burde vi ende med at samarbejde i parret, om at give hinanden bevægelser vi kan danse med.

 

Jeg forestiller mig tit symbolet for harmoni i min søgen efter at forstå den argentinske tango. Den sorte og hvide energi der drejer rundt om hinanden for evigt. Ying og Yang.

Den ene kan ikke fylde mere end den anden og hver har lidt af den anden i sig. Det bliver ret spændende hvis vi tænker rollerne på den måde.

I den forstand at jeg som fører venter og følger den bevægelse følgeren lige er blevet givet. Og følgeren fører sine bevægelser videre til næste trin og binder dem derved sammen.

 

Okay, men nok om sorte og hvide energier. Godt ord igen. For hvor kommer den overansvarlige fører så fra. De dukker jo ikke op af sig selv.

Der hvor noget af svaret kunne findes var måske når man f.eks lige tjekkede tango undervisningen ud. For her er det tydeligt, at der er en spændende, om end måske en uligevægtig fordeling, af de fokus punkter man lærer om dansen. Nemlig at 85% af tiden, kommer undervisningen til at handle om figurer og teknik. Det der sjovt nok var førerens største fokus punkter — Repertoire og hvordan det føres. Så er der ikke noget at sige til, at vi går ud som sociale dansere og har det som fokus til vores kommende partnere. Hvis størstedelen af kagen — altså hver gang — kommer til at gå til føreren i klasserne, så vender de sig også til at de skal spise mere og derved ikke tænker over, at de tager mere end de egentlig har brug for. For gør man føreren til fokus området i undervisningen bliver det også hurtigt til fokus i de sociale danse.

 

Der er to andre emner, der også er vigtige at italesætte, i undervisning og som fokuspunkter for at udvikle vores dans, nemlig kontakt og musikalitet. Men da det er et abstrakt sprog, der kan være svært at forklare og håndgribe, er det sjældent italesat som første fokuspunkt i vores dans og undervisning. Kontakt er det (vil jeg tro, uden at kunne generalisere) vi alle ønsker og søger. Musikalitet er noget vi alle har, men som vi hurtigt, fra meget tidligt, får af vide — af nogen der mener de skal være musikanmelderer — om man har eller ej.

Det er meget enkelt. Har du et hjerte. Så har du en puls. Og musikaliteten starter ved bevidstgørelsen af puls. Og så er du musikalsk, når du begynder at lytte til den.

 

Men hvor meget formidler vi denne del i klasserne og forventer vi — som

lærere — bare at eleverne, og ikke mindst førerne, ved og forstår om lige præcis disse sidste to fokus emner? Så lærene har nok også et ansvar for hvordan vi formidler tango til vores førere. (Her har vi endnu et interessant emne, som jeg glæder mig til at tage op igen i en fremtidig blog om lærerrollen.)

 

Men har hver enkelt fører ikke også at ansvar om at forstå sin rolle i dansen på bedst mulig måde? Ved at gå ud og skabe erfaringer ved social dans og solo teknik klasser. For hvis føreren har så mange ansvarsområder hvordan søren kommer man så igennem dem alle i timerne? Svaret var at det gjorde man heller ikke. Det er derfor der skal seperate teknik klasser til for at føreren kan flytte sit niveau til advanceret. For de personlige ansvarsområder må være på plads før der kan læres bredere forståelse for samarbejdet i parret og ansvarsområderne i parret. Og ved personlige ansvarsområder mener jeg altså tekniske og musikalske færdigheder. Alt den træning som giver bevidstgørelse af balance, akse, dissociering og pivos, og ikke mindst kendskab til fraserne i musikken, dynamikken og tempoet. Disse færdigheder der ikke også kan bruges tid på at læres, når figuren skal indøves og følgeren have tydelig føring. Dog ser det ud til, at førerne ikke er interesseret i at udforske denne del af ansvaret? Erfaringen viser tydeligt, at det er følgerne der sætter denne del af tangodisiplinen højest. Da alle teknikklasser er fulde af dem, der ønsker at blive bedre til at følge og ikke af dem, der ønsker at blive bedre til at føre. Og med en ret god grund. Følgerne har et meget stort selektionspres, der gør at de bliver nødt til at få disse ansvar på plads for at de bliver ”valgt” på milonga’erne.

Men førene behøver ikke at lægge sig i selen på samme måde, da der jo er meget færre af dem og derfor får de dansene på milonga’erne uanset deres niveau. Hvilket gør, at førerne kommer til at hvile på nogen laurbær, som de nok i virkeligheden ikke har.

 

Moralen på historien var, at jeg tror vi alle kunne gøre godt af at være mere opmærksomme på alle de forskellige former for ansvar, der fylder i vores dans, på undervisningsplan, på det personlige plan og i det plan, hvor vi skal finde harmonien i parret. Der var rigtig mange ansvarsområder at holde styr på — min påstand var, at føreren på samme tid tog for meget ansvar i parret og måske lidt for lidt ansvar for at udvikle sin egen dans.

Det kan måske lyde som om at alt var galt med føreren, men det er ikke den pointe jeg prøver at få frem. Jeg har forsøgt at belyse og give et sprog for nogle af de mønstre i vores daglige tangoverden, der påvirker hvordan vi udfolder og lærer dansen. Og vi er ikke færdige endnu — næste blog kommer til at handle om førerens udtryk i dansen, hvad den kan gi’ os og hvad vi kan gi’ den.

 

Rasmus Schæffer Christensen