Das Führen

Karakteren, vi leder efter

På et begynderhold står en fører og fortæller sin underviser, og sig selv, “jeg lærer det aldrig”. Noget vedkommende har fortalt sig selv hele vejen hen til tangostudioet (måske endnu længere). Og som så bliver bekræftet af sin følger, der gerne vil hjælpe med at forklare hvad der er galt med føringen og hvordan det kan forbedres.

Velkommen tilbage til min tankestrøm. I min forrige blog fortalte jeg om min historie og oplevelser med at starte til tango. Denne blog kommer til at sigte skarpt på de vigtige og relevante emner der ligger i førerrollen og som ikke bliver vendt alt for tit i klasserne eller i daglig dialog. Nemlig angående rollen, dens ansvar og udtryk. De punkter vi står overfor, at skulle kunne lære eller ville være, når vi har valgt at føre i tango. Jeg kommer også med nogen personlige synspunkter og kritik af førerrollen som den danses og undervises i dag og håber I ikke vil blive alt for fornærmede, da det ikke er min hensigt at være kontroversiel, men kun har et ønske om at starte samtale og debat. Bloggen kommer til at stå som tre dele. Det du læser lige nu er første del om rollen/karakteren. Anden del bliver om det ansvar føreren har. Og tredje og sidste del bliver om førens udtryk og/eller mangel på samme.

Et ordløst sprog

Det kræver bestemt, måske ikke ”sin mand”, men så, en vis portion overskud og selvværd/selvtillid fra den enkelte fører, at begynde at lære at føre i tango.
For har du valgt at være føreren i argentinsk tango, kommer du altså ikke uden om at skulle finde din indre leder frem. En position og karakter der har mange former og størrelser, men som alle har en ting til fælles, nemlig at have overblik. Og Good Luck må jeg bare sige. For der er meget at lære at have overblik over.

Om lederrollen er en karakter man finder let at gå ind i eller om den skal vokse på en, er sådan set lige godt. Da begge personligheder skal starte det samme sted. Nemlig der hvor der skal læres et nyt sprog. Et sprog der ikke består af ord, men af berøring, impulser og kropssignaler. Ingen ord, ret vildt, ik? Og man skulle tro at det så blev lettere med tre kommunikations former/redskaber til brug. Det kommer selvfølgelig an på den enkelte fører, men noget siger mig, at jo mere der skal holdes styr på, jo mere og jo oftere, kan der blive skabt forvirring i danseparret.

Underskud på overblik

Jeg indledte denne blog med et lille situationsbillede der opstår i mange af de begynderklasser jeg har haft igennem min tid som underviser. Billedet af en fører der giver op. Giver op på alt det der skal læres og kunnes, for at samarbejdet kan starte med partneren. Vedkommende gi’r ikke op fordi det der skal læres er for svært, men gi’r op af den simple grund at der bare er for meget at der skal læres og kunnes på samme tid. Det er lederen der skal have overblikket og ansvaret for at arbejdsprocessen kan starte. Selvfølgelig med hjælp fra følgerens ansvar (mere om ansvarsfordelingen i anden del af bloggen).
Men det får mig tit til at tænke på det pres der ligger, måske nok mest, på begynderføreren. En person der bliver gjort ansvarlig for en leder position, men ikke har haft nogen uddannelse til at stå i den. For det at stå i en leder position og en begynder position, på samme tid, hænger meget dårligt sammen. For føreren står i en situation hvor det bare må accepteres at partner og lærer følger med i alle opgaverne der bliver stillet, og hvordan de bliver løst, på rejsen til at blive en kvalificeret leder. Og er vi gode nok som lærere, til at skabe det rum hvor der kan fejles, som en begynder har brug for, samtidig med at der er krav om at lederen skal kunne sit shit, for at følgeren kan lære sit shit. Vi kommer jo ikke uden om det faktum at for at lære at gøre noget godt, er man først nødt til at gøre det dårligt. Ret frustrerende, når man nu var føreren der skulle have styr på det.

Vi søgte en leder, men skabte en diktator

Udfordringerne ved at blive en habil leder er desværre at det tager lang tid og mange springer derfor fra. Vi kommer hurtigt til, som undervisere, at lægge alt fokus på føreren så indlæringen kommer hurtigere.  Og så fornemmelsen for karakteren forplanter sig. Jo hurtigere forståelse, forhåbentlig derved mindre opgivelse. Men man kan desværre komme til at slå hoved mod spejlet, i forsøget på at se sig selv. Når føreren bliver inviteret til at fokusere så intenst på rollens indhold og karakter, sker der det at de mister overblikket på ny; men denne gang overblikket over følgerens rolle og samarbejdet i parret. Og med det mener jeg at vi derved også kommer til at skabe et sprog for føreren der bliver ego’seret. I en negativ forstand. Og det er ikke kun noget der sker på begynderniveauet, men også på letøvet og øvet. Jeg skal ikke kunne sige om vi som undervisere trækker retorikken fra de tidligere niveauer med videre op eller om det bare er så integreret i vores måde at formulere os omkring det at kunne styre og bestemme, at vi altid kommer til at se og snakke om lederens karakter på den samme måde. Udfordringerne for begynderføreren er tydelige og derfor giver det måske god mening at vi som undervisere kommer til at række ud efter den kliche betonede retorik når vi skal hjælpe dem med at finde karakteren af deres nye lederrolle. 
Dog er det vigtigt at førerne ikke får ejer fornemmelse af dansen bare fordi alt kommunikation er henvendt til dem. Grænsen mellem leder og diktator er vigtig at holde adskilt for at opretholde et sundt samarbejde i parret. Men kan vi det når 85% af undervisningen er fokuseret på at lede godt. Er det hvad vi leder efter?

Fra opgiver til giver

Jeg har selv ofte fået at vide at jeg som fører skal “tage min kvinde”. Det var en af de måder der mentes jeg skulle forstå at lære førerrollens karakter på. Men det udsagn, må jeg indrømme, har jeg det ret svært med. For det første fordi jeg ikke er til kvinder. Og derfor ikke kan sætte mig ind i det ’mindset’. Og for det andet pga. det lille ord “tage”. Det er ikke nødvendigt — hvis du spørger mig — at være dominerende (at være diktator) for at være leder. Der er som sådan ikke noget at tage. I mine øjne er det rigtig ord i denne sammenhæng “give”. Vi lægger op til at føreren bestemmer og må få hvad end der vil haves. Og det kan resultere i at han insistere på noget der ikke er lært at blive ført, men har den “rigtige” karakter. Det skønne ved at give noget fra sig er jo også, at modtageren så kan få lyst til at give noget tilbage. På den måde ender man ikke med at arbejde med stjålne bevægelser.

Fordi førerne har lært at have en stålsat beslutsomhed i den lederposition som de har placeret sig i, ender det nogle gange med at gå ud over parrets samarbejde om dansen. Så hvad kan føreren gøre for ikke at ende som diktator, men istedet som en kompetent leder? Et af de steder som jeg mener man kan fokusere på er førerens ansvarsområder i dansen og specielt hvad der ikke er førerens ansvarsområder. Det vil jeg komme mere rundt om i næste blog

Tango skal trænes!

Rasmus Schæffer Christensen