UDFØREREN

Et udtryk af bevidsthed

På en milonga står en fører, igang med at etablere sin abrazo til/med sin partner. Allerede før det første trin er startet, er der ingen som  er i tvivl om at dette er en avanceret fører, hvis udtryk i dansen man gerne vil være en del af, hvad enten det er som partner eller som tilskuer.

Kære Tangodansere og alle andre, der kunne have interesse i at læse med. Så er jeg tilbage med den sidste blog, i min trilogi om føreren. I de tidligere dele har jeg belyst førerens rolle og ansvar. I denne del vil jeg komme ind på førerens udtryk. 

Først vil jeg forklare, hvad jeg mener udtryk er. Derefter hvad jeg synes føreren har at udtrykke. Tilsidst vil jeg pege på, hvor jeg ser at det mangler og ikke mindst hvorfor jeg synes det er vigtigt at have.

Lad mig starte med at definere, hvad jeg mener med ordet udtryk. Det er et ord med mange betydninger/udtryk 🙂 Når jeg siger udtryk, mener jeg den formidling af følelse, vi stræber efter i vores fremførelse af dansen. Jeg snakker ikke om det udtryk som vi har i ansigtet når vi danser eller den bestemte stil – af tango – man danser indenfor. Nej, det er det kunstneriske, musikalske eller personlige udtryk, som kommer frem når vi bevidst lægger noget af os selv i de bevægelser, vi laver.

Utryg ved udtryk

Alle danser forskelligt og vi siger jo også at “hver fugl synger med sit næb” eller rettere “danser med sin krop”. Og det vil jeg  bestemt råbe højt hurra for, at vi altid vil  blive ved med. Det er vigtigt, at vi bevarer vores individualitet og vores forskellige måder at danse på. Der er bare et lille spørgsmål jeg er nysgerrig på:

Har vi forskellig bevægelse fordi vi er bygget forskelligt?
Eller.
Fordi vi vælger at ha’ det?

Har vi gjort os bevidste om den måde vi bevæger os på? Og har vi overvejet, hvor meget vi går op i at skabe og forme vores dans på en måde som vi kan li’ at bevæge os på. Eller hvor meget vi bare gi’r til tilfældigheden.

Nu har jeg tænkt mig at komme med et måske lidt kontroversielt udsagn. Jeg tror, at der er en tendens blandt førerne til at lade tilfældigheden råde fremfor at bevidstheden råder over den måde bevægelserne bliver skabt på. Hvorfor? Måske vi allerede er mættede på ansvar? Vi bliver måske ikke undervist nok i at tage stilling? Eller måske  undgår vi desideret — som førere — at forme vores bevægelser med følelser, for ikke at blive opfattet som for “bløde”/”feminine” i vores dans. Eller, den helt frygtelige: fordi vi bare ikke gider give respekt til den del af dansen.

Ærligt talt så skriver jeg om dette emne i håbet om et større fokus fra alle førernes side, om at tage ansvar for deres kunstneriske, musikalske og personlige udtryk.

Bevægelser, der har noget at sige

Lad os lige vende tilbage til situationen, jeg startede med at introducere. En fører der er ved at etablere en abrazo. Hvad er det  som gør, at vi bliver trukket ind i denne førers bevægelser, at vedkommende har vores opmærksomhed allerede inden dansen er startet og at vi tydeligt har fornemmelsen af, at det er en dygtig danser vi har med at gøre. Der er nogle “signaler” der bliver sendt og givet her, og det er ikke kun til dansepartneren. Det er tydeligt, at det også er til hele det rum der bli’r opbygget imellem dem og dansegulvet.

Men hvor er det at vi kan se, at det er det, der sker? Jeg vil mene, at svaret ligger i den tid og bevidsthed der bliver givet til det øjebliks bevægelser. Bevidstheden ved at vide, at det tager tid og respekt at komme tæt på et andet menneske. Og endnu mere ved at vide hvordan ALLE bevægelserne der laves, bliver formet med respekt til partneren og bevægelsen selv.

Så denne fører, som fanger vores opmærksomhed, kærer altså om hver bevægelse der bliver sat i rummet og på hvilket tidspunkt den bliver sat der. Det er tydeligt, at vedkommende bruger kropssproget til at kommunikere med. Og fordi bevægelserne er alt andet end ligegyldige, har vi – både som tilskuer og som dansepartner – lyst til at høre efter og være med i samtalen. Og dette gælder både bevægelserne til sin partner og dem føreren har for sig selv. Måske vi faktisk allerede bliver taget med i denne førers dans inden der er blevet rørt ved partneren.

Når der gives bevidsthed til det der udtrykkes med bevægelserne, så begynder vi at formidle noget med vores dans – og mere end det.  Vi går op i hvad vi siger med dansen, både til partneren og til rummet generelt.

Velbekomme: velserverede og velformulerede bevægelser

Der skal to til tango og vi skal give vores bevægelser til hinanden. Så hvis vi kommer til at give bevægelser videre som vi er ligeglade med eller ikke har taget stilling til, så danser vi uden udtryk. Det vil sige uden den bevidste formidling af følelser som vi var tiltrukket af hos vores fører fra tidligere. Bevægelser og trin uden mening – og her mener jeg igen en kunstnerisk, kontaktmæssig eller musikalsk mening – og/eller respekt bag, er ikke noget der er værd at gi’ fra sig.

Så hvor er det, at jeg synes vi skal hen?

Form dine bevægelser så din partner kan mærke, at du har gjort en indsats for at danse med dem. På samme måde som at du kan mærke, hvorvidt din partner fokuserer på dig. Så kan din partner også mærke din opmærksomhed eller mangel på samme. Danser vi kun med os selv, for os selv, så vil jeg mene, at det er en anden dans man burde finde og udtrykke sig på/i. 

Pardans bliver nødt til at være mere end automatisk eksekvering af lærte mønstre. På samme måde som en samtale bliver nødt til at have en gensidig afsender og modtager for at der kan opstå mening/forståelse mellem samtaleparterne.                          

Der er selvfølgelig en læringsproces, og det er klart at det tager tid at forstå hvordan man kommunikerer med et nyt kropssprog. Min pointe er, at vi meget tidligere bør have fokus på, at de bevægelser som dansen består af, er noget man giver til sin partner og at de derfor bør gives med følelse.

Jeg tænker det altid som om jeg skal have gæster til middag. Jeg giver mig tid til at forberede hvad jeg vil lave, og tid til at kunne kræse for retten. Jo mere jeg har kæret for det jeg laver og giver fra mig, jo mere har min gæst/gæster lyst til at være en del af oplevelsen.

Jeg vil påstå, at det er det samme, når vi danser sammen. Vi skal som førere huske, at det aldrig handler om hvad det er vi gør sammen, men mere hvordan vi er eller hvordan vi gør det sammen. Hvis jeg har lagt kærlighed og bevidsthed bag ved en bevægelse, så kan den få et udtryk. Fordi har vi lyst til og mening med at lave lige præcis den bevægelse, så bliver vi også tydeligere i vores føring. Dans er et kropssprog, så bevidstheden bag bevægelserne gør dig til en mere velformuleret danser.

Jeg håber jeg udtrykte mig klart

Vi skal som førere holde op med at eksekvere trin og bevægelser, og begynde at eksistere i dem og med dem. Så vil der begynde at komme mere liv og nærvær i bevægelserne, så vi også selv kan nyde at være sammen med vores egne bevægelser. Og ikke være bange for at give dem fra os.

Selvom dette er afslutningen af min blog trilogi om førerens rolle, ansvar og udtryk, er det sidste ord på ingen måde sagt om alt der følger med at være fører. 

En del af mit ønske med bloggen har været at starte samtale og overvejelser om nogle af de ting, som vi ikke så tit taler om eller tænker over i denne dans, som vi på den ene eller anden måde er en del af. Jeg kan bestemt mærke at det er lykkedes, ud fra alle de kommentarer og samtaler jeg har haft. Og jeg håber det fortsat vil brede sig.

I den næste blog vil jeg vende blikket mod følgeren og diskutere noget af det ansvar der ligger i denne rolle i dansen og så kan førerne få en pause efter tre blogge i spotlyset 🙂

Tango skal trænes

Rasmus Schæffer Christensen